Sam Wide, Lakonische Kulte. 43 er W.s forklaring (s. 26—27) af den spartanske “Hoa αἰγοφάγος som den gudinde, der fortærer himmelgeder Ὁ: regnskyer*. Under forsøgene på at finde sammenhæng med andre egnes kultus er der to fremgangsmåder, som W. stadig anvender. For det förste ser W., hvor to guddomme har været dyrkede på samme sted eller endog blot i nærheden af hinanden, inderlig forbindelse imellem dem. Han tager ikke i betænkning, hvor mange tilfældige forhold der kan have fremkaldt naboskabet, eller at den ene guddoms dyrkelse, uden at vi véd det, godt kan være århundreder yngre end den andens. Og når en sådan forbindelse er funden, går W. ud over Lakonikes grænser og søger efter til svarende forhold i andre dele af Hellas. Når det findes, drages i regelen heraf en slutning om kultusberöringer mellem de to egne. — Den anden fremgangsmåde er denne: hvor der findes en dyade, hvis to led ikke står på ganske samme fod, hvor der dyrkes en gud og en heros i hinandens nærhed. eller hvor en gud dyrkes med et ejendommeligt tilnavn (f. ex. Apollon Karneios), dèr betragtes heroen (ev. det væsen, som menes at have fundet sit udtryk i gudens tilnavn) som en ældre guddom, hvis dyrkelse er mere oprindelig på stedet, men fortrængt af den anden (et exempel herpå har jeg anført s. 42 anm. 2). I nogle tilfælde kan W. ved at anvende disse to simple og let håndterlige methoder have truffet det rette; men man kan med vished sige, at han også i mange tilfælde må være faret vild derved. Det brogede stof, et til to årtusinders religiøse forestillinger i til dels slet og i hvert fald mangelfuld overlevering, egner sig ikke til at behandles med sådanne næsten mathematisk tilskärne formler. Der savnes i skriftet en oversigt over Lakedaimoniernes forhold til de vigtigste helleniske kultussteder udenfor Lakonike, især Delfoi og Olympia. I en exkurs hayde der været anledning til at medtage en undersøgelse af den lakoniske onomatologi, der dog måske kun vilde give negativt resultat. Mere anledning til at vente i al fald noget udbytte af en sådan undersøgelse er der for Boiotiens vedkommende; det er en bekendt sag, at de helleniske navne stundom kan give oplysning om stedlig kultus. 1 W. fremsætter dette i flugt med den utvivlsomt rigtige pävisning af, at Hera i Argolis gjaldt for regnens guddom (s. 26). Som argument herfor kunde også være anført altret på Arachnaion (Paus. 2, 25, 10), der fra först af vist nok så meget har gjældt Hera som Zeus. Rigtigt er det sandsynligvis også, når W. i den spartanske Ἥρα ὑπερχειρία ser forbindelse med Argolis. Mindre rigtig synes derimod tydningen af navnet ὑπεοχειρία, som Wide (jfr. Steph. thes.) sætter i forbindelse med udtryk som χεῖρα ξὴν ὑπερέσχε. En sådan afledning er sproglig set lidet rimelig. Navnet er .kun overleveret hos Pausanias, som meddeler, at “H. ὑ. påkaldtes, når Eurotaš svømmede over sine bredder. Er ordet ikke blot en skrivefejl for ὑπερχεῖλία (-λεία, jfr. lexika: ὑπερχειλής) Et så specielt navn passer just godt til Pausanias’s beretning om, at dyrkelsen af “Æ. ©. var indført ifølge et orakelsvar.