42 Chr. Blinkenberg: Anm. af skrift kan derfor ved studiet af hellenisk religion i mange tilfælde benyttes med udbytte. | Den egentlig ræsonnerende del af bogen er ikke i samme grad tilfredsstillende. Læseren har jævnlig en følelse af, at der arbejdes med gudenavne mere end med gude-forestillinger, med formler, som for forfatteren selv er tomme og blot søges på en eller anden måde kombinerede med andre. At W. har taget fat på de mange spörsmål, der behandles, med stor skarpsindighed, skal ikke nægtes. Der findes også rundt om i bogen både nye og smukke forklaringer af forskellige kultusfænomener, og det er ikke ufortjent, at forfatteren er kommen til dem; de er fremgået af en egen kombinationsævne, støttet af solid kundskab. Men den samme kombinationsævne har også tit ledet W. på vildspor, bragt ham til slutninger, der er altfor dristige og har altfor lidt fast grundlag 5. Det overleverede materiale er nu engang så tyndt og tarveligt, at en sikker forståelse deraf på mange punkter er umulig. W. har også ved flere af de spörsmål, som behandles, erklæret, at han intet sikkert resultat kan nå til”; bogen vilde efter mit skön have vundet, om han noget oftere var bleven stående derved. 1 sin betragtning af gudeskikkelserne holder W. sig i regelen ved jorden og søger at udrede historisk sammenhæng. Kun sjælden giver han sig hen til den forhastede spekulation over gudeforestillingernes ældste oprindelse, der sædvanlig identificerer guddommene selv eller forskellige af deres karaktertræk eller attributer med meteorologiske fænomener. Et underligt exempel herpå τ Som exempel herpå kan anføres den smukke og utvivlsomt rigtige tydning (s. 20—21) af Ζεὺς καππώτας ved Gythion; fortællingen om Kronos, der sluger stenen, burde dog næppe være medtaget. ? F, ex. s. 10: Det er overleveret, at Ζεὺς εὐάνεμος havde en helligdom ved Sparta; til höjre for denne lä et heroon for Pleuron, ved hvilket Pausanias gör opmærksom på Tyndaridernes herkomst. W. finder dyrkelsen af Ζεὺς εὐάνεμος i det indre af landet påfaldende (næppe med rette, når man betænker, hvor stor indflydelse vinden i syden har på klima og plantevækst), antager en nær sammenhæng mellem denne Zeus og Pleuron og slutter, at dyrkelsen af Ζεὺς εὐάνεμος er indført tif Sparta fra det aitoliske Pleuron! — Eller s. 160: På Kolona ligger et tempel for Dionysos Kolonatas, ved siden deraf en τέμενος for en heros, som «havde vist Dionysos vej til Sparta»; til denne heros ofrer Dionysiaderne og Leukippiderne forud for ofringen til guden. Pausanias, hvis text forøvrigt næppe er intakt på dette sted, anfører intet navn på denne heros, hvad der ofte er tilfældet (jfr. Wide s. 296; min Asklepios s. 105). På navnet Leukippider (jfr. Paus. 3, 16, 1 = Wide s. 326) bygger imidlertid Wide en formodning om, at han har heddet Leukippos, identificerer dernæst Leukippos med Helios og slutter, at Dionysos og Helios engang 1 fællig har været dyrkede på Kolona, og at Dionysos har fortrængt Helios derfra! 3 Det store spörsmål (utvivlsomt det vigtigste i den lakoniske kultushistorie) om, hvad der er dorisk, og hvad der er för-dorisk, har således ikke ladet sig fuldt ud besvare.