Arnamagnæanske Katalog. 67 Island de er skrevne), samt give en videnskabelig begrundelse af deres alder; herunder hører palæografiske og lignende studier. Først nu vil alle disse undersøgelser kunne tages op med udsigt til frugtbringende resultater, og katalogen vil danne en fortrinlig og uundværlig vejleder. Af virkelige anker har anm. i grunden ingen at fremføre. I registrene anføres håndskrifterne efter deres løbenumre. For den, der engang er bleven vant til at nævne visse hdskrr. ved deres nummer i folio-, kvart- eller oktav-rækken, så at dette tal på en måde er blevet til et egennavn (f. ex. 35, 36, 63, 132, 748 osv. osv.), virker det noget fremmed og forstyrrende at se disse tal ombyttede med helt andre, og det er et spörsmål, om det ikke havde været nok så praktisk også i registrene at antøre håndskrifterne efter formatnummer. Men det forstår sig, at nogen egenlig ulæmpe opstår der ikke ved at løbenumrene er anvendte. Det er en bekendt sag, at i tidens løb enkelte blade og brudstykker ved skødesløshed er bortkomne fra de numre, hvortil de oprindelig har hørt, og havnede i de såkaldte Additamenter. Det er dr. Kålunds fortjæneste at have undersøgt disse Additamenter og deraf udtaget alt, hvad der bevislig har hørt til den Arnamagn. samling. En del af dette er nu genindsat på sin forrige plads, medens en del er opført under særskilte numre i slutningen af de enkelte formater og sammen med sädanne ting, som senere (efter Arnes død) er komne til. Det havde mäske været ønskeligt at skælne skarpere mellem de specielt Årnamagn. hdskrr. og lade dem følge umiddelbart på Jón Ólafssons håndskriftrække og derpå opføre de senere tilkomne hdskrr., for så vidt de ikke udgör selvstændige samlinger for sig. Men grænsen havde måske ikke altid været let at trække, eftersom også noget af det, som har været blandt Additamenterne, er skrevet og tilkommet efter Arnes død. Virkelige tilföjelser eller rettelser til katalogen, hvoraf allerede nogle findes sidst i 2. bind, vil vistnok kun kunne væntes med hensyn til de enkelte brudstykker og da atter enten med hensyn til en nærmere bestemmelse af sammenhørighed eller til hvilket håndskrift de oprindelig bar hørt. Således, for kun at nævne ét exempel, er det nu, efter at det er lykkedes anm. at konstatere tilstedeværelsen af 4 blade af det bekendte Heimskringlahåndskrift, Jöfraskinna, muligt også hertil at henføre et blad af Sverrissaga i AM. 325, VIII, 3d, 4°. Også forskellige aldersbestemmelser, der som bekendt for störste delen beror på skön, vil mulig i enkelte tilfælde ved fremtidige undersøgelser noget blive modificerede. Til slutning er det anm. en fornöjelse for læseren at fremhæve den velskrévne indledning til 2. bind, hvor dr. Kälund fyldig og fyndig gör rede for Arne Magnussons vigtigste biografiske data, hans samlervirksomhed, samt håndskriftsamlingens 5*