68 F. Jónsson: Anm. af Arnamagnæanske Katalog. historie. Særdeles interessant og tilfredsstillende er at se det fastslået med klare og uigendrivelige grunde, at der ved den store ildebrand i 1728 brændte forholdsvis meget få af Arnes håndskrifter (skindbøger) og langt mindre «end han i sit livs aften forestillede sig det». Denne ildebrand, der ødelagde det meste af hans trykte bøger, lagde ham to år senere i graven. Men hans samling og de dertil knyttede pengemidler vil gennem alle tider blive en uforglemmelig bavtasten til minde ikke alene om hans enestående samlerenergi og samlersnille, men også om hans videnskabelige sans og fremsynethed. Den Arnamagnæanske Kommission fortjæner den mest uskrømtede tak for at have taget initiativet til det nyttige katalogarbejde og skaffet midler tilveje til dets udførelse; katalogens utrættelige forfatter tilkommer den uvisnelige ære, i en forholdsvis kort tid og på en så fortrinlig måde at have løst sin opgave, en ære, som kun kan forøges ved, at han efter forlydende agter at give os en lignende katalog over andre isl. håndskriftsamlinger i København, særlig den, der findes i det kgl. bibliotek; dette vil af alle nordiske filologer blive hilset med ublandet glæde. København, i avgust 1894. Finnur Jónsson. Uppsalastudier, tillegnade Sophus Bugge på hans 60-äåra födelsedag den 5 januari 1893. Uppsala 1893, Almqvist & Wiksells boktryckeri. 236 88. Der er næppe nogen nulevende nordisk filolog, der indtager den plads som Sophus Bugge. Ved sine studiers alsidighed, ved ævnen til at åbne nye veje og ved stadig at have blikket rettet mod de væsenligste spörsmål har han virket mere på det samtidige slægtled af filologer end nogen anden. Snart ved sikre nye holdepunkter, snart ved dristig udkastede hypoteser har han drevet forskerne ind på nye og vidtrækkende baner. Dertil kommer så en personlighed, der med megen varme omfatter ethvert fremskridt, der göres på filologiens vide områder. Det er ikke förste gang, at studiefæller offentlig har udtalt deres tak til professor Sophus Bugge; men det er en af de smukkeste måder, hvorpå han hædres af de fjorten svenske forskere som «med beundran, kärlek och tacksamhet» frembærer deres « Uppsalastudier». Som en ordfører for flokken optræder L. F. Läffler, der slutter bindets förste afhandling med en henvendelse af tak til den mester, der for mere end 25 år siden til hele Nordens undren tolkede guldhornenes skjulte helligdomme.