Kr. Mikkelsen, Dansk Sproglære. 85 Par skal her nævnes. Til S. 306, d.: Man hører baade «10 Øre Snesen» og «10 Øre en Snes», «2 Mark en Pot» o. 8. v. i daglig Tale. Naar Navnet paa en Art gaar over til at blive en Slags Stofbetegnelse, staar det uden Artikel, f. Ex. «Jeg spiser aldrig Fisk», «Rejer er godt», derimod «Rejerne er dyre i Aar». — § 168, 2, b, (S. 312) Udtr. «tag de Fødder til dig» hører ikke herhen; «de» er demonstr. Pron., saa at «de Fødder» ikke egentlig er τῷ Fødderne eller dine Fødder, men der betegnes: de Fødder, som generer 0.1. Herpaa tyder jo ogsaa Betoningen, der er forskellig fra Betoningen i «de Venders og Gothers». Exemplet fra Wessel «den Bager græd gudsjammerlig» vilde her have været paa sin Plads. 5. 322, Anm. 5 omtales Udtryk som «ham véd jeg nok hvem er». Omvendt kan i daglig Tale Subj. i Hovedsætningen komme i Afhængighedsform, idet det tillige er Objekt i Bisætningen, f. Ex. «hende, du elsker, er dig ikke værd» (jfr. S. 333, Anm. 2.). Betegnelsen «Lægesproget» S. 324, Lin. 3 er unøjagtig. p Til 5... 324. V. I daglig Tale hører man ofte brugt «den» om et lille Barn, hvis Køn man ikke bryder sig om nærmere at betegne. S. 326, XI. «Din» bruges næppe, naar der tales om, hvad Tiltalte virkelig er med Hensyn til social Stilling, Rang og Næringsvej, f. Ex. «Du Slagtersvend» (Wessel). 18 177 savner jeg omtalt Brugen af «min, din, sin» osv. 1 Udtr. som «Han kan sin Horats». Ved Brugen af «de» (— man) S. 341, b burde det bemærkes, at naar «de» bruges, regner den talende ikke sig selv med. S. 349. Det er tvivlsomt, om Udtr. «ryge Tobak», «synke Maden» skyldes en Forvexling af samme Art, som Forvexlingen af «ligge» og «lægge» i simpel Tale. Man har jo «ryste», «drukne», «vælte» baade med trans. og intr. Betydning. 5. 352 V behandler et interessant Punkt. Naar Forf. siger, at den omtalte Skiften af Subjekt finder Sted ved Verber, der betyder «at være tilstede i Mængde», er.det ikke korrekt. Verbet selv behøver ikke at være af den Betydning, men Udtr. bruges kun for at betegne, at det egentlige Subj. er tilstede i Mængde. Det her omtalte Subjektskifte, der i de om- ‘talte Tilfælde fremtræder som paafaldende, gennemtrænger forresten hele Sproget; men naar man fordyber sig i dette Æmne, kommer man ind paa det rent semasiologiske Gebet. — Brugen af Infinitiv fremstilles i § 153 og 197 (tildels 159). Det havde været mere praktisk, at behandle det hele i én Sammenhæng, saa kunde man maaske helt være bleven fri for det besværlige «udfyldende Navnemaadesled». Fremstillingen 5. 369, 1 a—b af Præs. Part. som Adj. er næppe helt korrekt. I «vedkommende Embedsmand» er Part. ikke passivt, -det er blot henført til et andet Ord end det egentlige Subj. (ligesom «liggende» i «liggende Stilling»), nemlig i dette Tilfælde til Hènsynsbetegnelsen. «Grædende Taarer» vilde jeg nærmest sammenstille med «liggende Stilling»; Part. erher føjet som Attribut til det Begreb, der egentlig udtrykker Hand-