86 Dines Andersen: Anm. af Kr. Mikkelsen, Dansk Sproglære. lingens Produkt. «At græde mange Taarer» og «ligge i en vis Stilling» er syntaktisk parallele Udtryk, om end forskellige i Formen. Som Hovedregel ved Part. som Attribut burde der være sagt, at Præs. Part. som Regel føjes til Subj., Perf. Part. til Obj. af trans. Verber og Subj. af intr. Verber. «En svimlende Højde» er igen noget andet; det er sikkert en videre Udvikling af Sprogbrugen «svimlende høj», «gloende hed» o. 1. 1 Udtr. «en berejst Mand» kan «berejst» nærmest stilles sammen med «bedaget, berygtet, bereden, belæst» osv.; det er egl. ikke Participier. — § 202. Ved Læren om Forskydningen af Tempusformerne siger Forf., at Plusqv. svarer til Perf., men det svarer dog ogsaa til Imperf. og Plusqv. I Sætningen «Barnet var nær druknet», maa man tænke sig en Forskydning fra Imperf. til Plusqv. Ved.Forklaringen af Tempusformernes Betydning har Forf. ikke gjort opm. paa, at nogle af dem ikke bruges til at betegne et bestemt Tidspunkt, men kun et relativt Tidsforhold; Perf. og Impf. forvexles dog ofte i denne Henseende. Ordet «endsige» S. 400 kunde trænge til lidt udførligere Forklaring. Fremstillingen af Aarsagsbisætn. § 219 er noget kort; om Betydningsforholdene faar man kun lidt at vide, og selv et saa interessant Punkt som det, der er behandlet af Christensen-Schmidt (Tidsskr. f. Fil. 3. R. 1. Βά.), er næppe løselig berørt i Anm. 4. Derimod maa man billige Forf.’s Behandling af Indrømmelsesbisætningerne; men hvorfor har han ikke gjort Skridtet helt ud og kastet den ubekvemme Benævnelse «Indrømmelsesbisætn.» helt overbord? Det havde ogsaa været mere praktisk, om Forf. havde behandlet alle de Sætninger, der indledes med «at» eller Forb. deraf, under en fælles Rubrik. Grunden til Sammenblandingen af «og» og «at» (nemlig, at de i Talen er lydlig falden sammen) omtaler Forf. ikke S. 413, Anm. I. — § 229 gør et noget trivielt Indtryk, idet en Del af Stoffet paa en Maade er Gentagelse af tidligere nævnte Ting. Overskriften «To Sætninger sammentrukne til en» er heller ikke videre heldig. Udviklingen er nemlig ofte gaaet den modsatte Vej, idet man før sagde i én Sætning, hvad man senere vænnede sig til at forme i to. I Læren om Ordstillingen var Fremstillingen af Subjektets og Prædikatets Plads i Sætningen bleven overskueligere, hvis Forf. havde behandlet Hovedsætn. for sig og Bisætn. for sig, saa vilde den Omstændighed, at Bisætninger ikke taaler Verbet foran Subj., være traadt klarere frem. Udtrykket «svagt Henvisningsord» S. 428, Lin. 9 burde ‘hedde <«svagtbetonet H.». Ved Forf’s Fremstilling af Ordstillingen maa det beklages, at han ikke tager noget Hensyn til Sætningsbetoningen. — I Afsnittet om elliptiske Udtryk § 241 anføres 5. 455, Anm. 2 Sætningen «han var falden og brækket Benet». Denne Anm. hører egentlig hjemme under Afsn. om Underforstaaelse § 240, hvor Underforstaaelse af Hjælpeverbet ikke specielt er omtalt. Ved dette sidste Afsnit kunde ogsaa være anmærket Underforstaaelsen af den ene Del af et sammensat