Rumænsk og albanesisk. 111 meligt fænomen, hvis betydning for futurumsdannelsen og for verbets syntax i almindelighed jeg i det følgende skal fremstille i hovedtrækkene. Formen voiž cínía findes kun i donaurumænsk og istrisk. I d.-r. konkurrerer voi să cínt stærkt med den, hvilket er ganske naturligt. I Moldau siges almindeligt am să cíînt, egl. jeg har at (jeg) synge(r) I daglig tale siges imidlertid ikke οοίϊ să οἵπί. men o să cînt < va să cínt, d. v. s. tredje person af hjælpeverbet, va, ὁ, er generaliseret, og denne udtryksmaade er den eneste brugelige i aromunisk: va sà εἶπέ. For at faa klarhed over disse former maa man gaa til albanesisk. Her viser sig da en slaaende overensstemmelse, idet futurum her dannes af do, tredje person af dua jeg vil, -+ præs. konj.: do ts kem, do ts keš, do ts kets jeg, du, han vil have, osv. Da albahñnesisk fuldstændig mangler infinitiv, kan der ikke som i rumænsk gøres forskel paa cantabo og volo cantare. Det samme er tilfældet i nygræsk. Her er hjælpeverbet ϑέλω, der anvendes i tredje person: ϑέλει -ἰ và (< ἵνα, at) | konj.; ϑέλει νὰ sammentrækkes til *Hévvà > Vd, hvorved der fremkommer former som Vd γράφω, ϑὰ κάμω jeg vil gøre, hvor ϑὰ er uforandret i alle personer’. De slaviske sprog paa balkanhalvøen, serbisk og bulgarsk, adskiller sig fra alle de øvrige ved ligesom de foregaaende sprog at anvende verbet «at ville» til dannelsen af futurum”. Men medens det paa serbisk hedder f. ex. éu biti (eller bit éu) jeg vil være =— rum. void fi (ell. f voiùð), træffer vi i bulgarsk igen tredje person generaliseret: δίο bădă, Šte bădeś, śte băde. Dog findes ogsaa former som pisa Std, pisa δίοδ, δία 0. s. v.; efter Cankof (Gram. der bulg. Spr. 1852) kan ogsaa første person, stă, anvendes helt igennem’. Naar man nu ser paa disse rumænske, albanesiske, nygræske og bulgarske futurumsformer, er det klart, at de alle beror paa det samme princip: en fast exponent -| præsens konj. (indik. i bulg.). Men hvorledes skal man forklare generaliseringen af tredje person? Miklosich anfører ' Futurum udtrykkes i nygr. ogsaa paa anden maade: ϑέλω γράφει. Om denne form, der staar i samme forhold til ϑὰ γράφω som rum. δοϊΐ cinta til ὁ să cint, se Hatzidakis: Einleitung in die neugr. Grammatik. Leipzig 1892. s. 142.. ? De øvrige slaviske sprog udtrykker futurum enten ved præsens af et verbum perfeċtivum eller ved bada ero ++ infinitiv. 5.1 en bulgarsk grammatik af Grujef anføres former som št bědă, šteš bădeš o.s.v., bægge verber bøjede. +