i O Holger Pedersen: Sprogbygning. 51 at nære den Anskuelse, at Fænomener som en efterhængt Artikel er i Strid med den jafetiske Sprogæts Væsen, så at man her må søge en «turansk» eller «finsk» Indflydelse. Dette vidner imidlertid om en fuldstændig Mangel på Indsigt i de almene Betingelser for Sprogenes Udvikling; kun når Forståelse herfor savnes, kan man forfalde til den vidt udbredte Mysticisme, der drives med Begrebet Sprogbygning. «En efterhængt Artikel — det er jo Agglutination; men vor Sprogæt er ikke agglutinerende, den er fleksivisk», således ræsonnerer denne Mysticisme, som istedenfor at stræbe efter at forstå Fænomenerne skjuler sin Tankeløshed med tomt Klingklang. Hvor vidt man i denne Retning kan gå selv i Sprogvidenskabens nuværende Periode, har den 1893 afdøde berömte Sinolog Gabelentz víst ved sit Eksempel. I sin Bog «Die Sprachwissenschaft» har han et helt Kapitel (S. 371 f.) med Overskriften «Sprachwürderung»; som Prøve på, hvad han her byder sine Læsere, anfører jeg den Sammenligning, han S. 381—383 anstiller mellem Jafetisk og «Uralaltaisk». Karakteristisk for vor Sprogæt er efter hans Mening en vis «Voreiligkeit, Vorgreiflichkeit, Anticipation», der blandt andet viser sig i Omlyden i de germanske Sprog eller Epenthesen i Avesta. Begge disse Lydudviklinger beror jo på, at man anticiperer en følgende Stavelses Vokal. Dette stemmer godt med den jafetiske «Race»s Karakter: «Immer ein hastiges Vorwärtsdrängen, mehr vom sehnenden Zuge nach dem Zukünftigen, als von der Erinnerung an das Vergangene bestimmt». I de «uralaltaiske» Sprog hersker derimod den såkaldte Vokalharmoni, ifølge hvilken den første Stavelses Vokal bliver bestemmende for alle de følgende. (Jeg minder her Læserne om tyrk. sev-1$-dir-il-e-me-di-ler «de kunde ikke bringes til at elske hinanden» af Roden sev «elske» i Modsætning til 7az-yS-dyr-yl-a-ma-dy-lar «de kunde ikke bringes til at skrive til hinanden» af Roden /az «skrive».) Dette opfatter Gabelentz som «eine geduldete Nachwirkung des Vergangenen, nicht ein Drang nach immer neuen vorgesteckten Zielen»; og dette stemmer med den Rolle, som Hunner, Mongoler, Tyrker 0. s. v. har spillet i Historien: «Erst eine mächtige Lançade und dann ein müder Zotteltrab». Man ser, at alt går som Fod i Hose; det er næsten ligeså simpelt som den Grafologi, der af en opadløbende Håndskrift slutter sig til en frejdig Stemning hos den skrivende, medens den nedadløbende Skrift er Tegn på nedslået Humør. Den Mulighed, at Grunden f. Eks. kunde søges i den 4