52 Holger Pedersen: forskellige Måde, hvorpå Papiret har ligget for den skrivende, er ikke mere iöjnefaldende end den Mulighed, at Forskellen mellem Omlyd og Vokalharmoni beror på rent lydlige Forhold, medens den psykologiske Faktor for begges Vedkommende er den samme, Hastværket. I den Periode, da Vokalharmonien opstod, må det antages, at Accenten lå på første Stavelse, og at de følgende Stavelser indeholdt en ubestemt Vokal ə, der uvilkårlig i sin akustiske Farve påvirkedes af den foregående Stavelse. Således klinger alb. nuke (ε = 9) næsten som nuku, jaśte som jaśta. Om jeg ikke tager fejl, forekommer der lignende Eksempler i ældre Dansk, som jeg dog for Öjeblikket ikke kan citere, da jeg her i Greifswald ikke har Adgang til de fornødne Bøger; altså Vokalharmoni også i Dansk! Tænk, om Gaster havde vidst det! (Sml. Sandfeld Jensens Afhandling S. 122.) Også i Irsk spiller dette Fænomen en betydelig Rolle; man finder mellemirsk dalta istedenfor oldirsk da/te «Plejesön» o.s. v. I Oldirsk er derimod som bekendt et Fænomen, der svarer til vor Omlyd, meget stærkt fremtrædende (den såkaldte Infektion): Nom. fer «Mand» (opstået af *viros), Gen. fir (af *virt), Dat. fiur (af *vir0). Selvfølgelig er denne lydlige Proces foregået i en Periode, da de uaccentuerede Stavelser havde Vokaler af en bestemt udpræget akustisk Farve. Det samme gælder om Omlyden i vor Sprogklasse, om Epenthesen i Avesta o.s. v. Hvis således Forskellen mellem Omlyd og Vokalharmoni væsentligt beror på de uaccentuerede Vokalers forskellige Beskaffenhed, så må man i Gabelentz'es Ånd åbenbart antage, at Vokalen ə (vort danske tonløse e) er et Tegn på, at man har den store Tid bagved sig. Et Blik på Evropas Kulturfolk og deres Sprog vil imidlertid i denne Henseende virke ret beroligende. Ligeså lidt som vi i Omlyd og Vokalharmoni har Ret til at søge Race-Kendetegn, ligeså lidt kan den efterhængte Artikel opfattes på denne Måde. I Skandinavisk hører den efterhængte Artikel, efter hvad Prof. Wimmer har udviklet i én af sine Forelæsninger, egentlig til det Adjektiv, som fulgte efter Suhstantivet. Jeg har i «Festskrift til Vilh. Thomsen» S. 248 f. gjort opmærksom på, at det selvsamme er Tilfældet i Albanesisk. Betingelserne for, at en efterhængt Artikel har kunnet udvikle sig, må altså søges i følgende syntaktiske Forhold: 1) Adjektivets Plads efter 1 I «Indogermanische Forschungen» IV har Gabelentz gentaget sine fantastiske Anskuelser under Titelen: «Hypologie der Sprachen, eine neue Aufgabe der Linguistik».