Berg og Hude, Græsk Formlære. 7i mindre end 8 -- 4 Bəøjningsmønstre i 1. Dekl. Naturligvis var der lidt at bemærke ved hvert af disse enten m. H. t. Endelse eller Betoning; men derfor var det dog ikke nødvendigt at bøje dem alle helt igjennem. Om Ord som συκῆ, μνᾶ og Eouñjs kan man godt nøjes med at sige, at de paa Grund af Sammentrækningen skrives med Circumflex i alle Kasus. Paa mangfoldige andre Punkter er Fremstillingen bleven forkortet og har derved ofte vundet i Tydelighed og Overskuelighed. Særlig vil jeg fremhæve de indledende Bemærkninger til de enkelte Klasser af Verber, der i deres tidligere Skikkelse maaske kunde se lidt afskrækkende ud med de mange Anmærkninger, men nu gives i al ønskelig Korthed og Klarhed. Saaledes ere f. Ex. de 4 Sider i 6. Udg., der danne Indledning til Verberne, hvis Stamme ender paa en P- eller K-Lyd, reducerede til 11/2 Side. Indledningen til Verberne paa svo er endogsaa helt udeladt, hvilken den ogsaa uden Skade kan, da det fremgaar tydelig nok af Paradigmet selv, hvorledes de enkelte Tider dannes. Stoffets Ordning er i alt væsentligt den samme som i 6. Udgave. Kun paa ét Punkt af større Betydning er der skeet en Forandring, idet Adjektivernes og Participiernes Deklination, der tidligere udgjorde et Afsnit for sig, nu er behandlet under ét med Substantivernes Deklination. Jeg kan dog ikke se, at der er vundet noget derved; ganske vist læres Adjektivernes Deklination i Almindelighed samtidig med Substantivernes; men det var jo dog en let Sag at henvise til det særlige Afsnit om Adjektiverne, og jeg troer, at det kan have sin Fordel at have alt angaaende Adjektivernes Bøjning paa ét Sted eller i det mindste at give en samlet Oversigt over deres Deklination i Lighed med den, der findes i 6. Udg. 88 38—40 incl.; men ogsaa her indrømmer jeg, at Fremstillingen i de ældre Udgaver var unødvendig bred og ikke fri for Gjentagelser, saa at der nok kunde være Grund til at forkorte den. Det Afsnit af Bogen, som har undergaaet den største Omarbejdelse, er Zydlæren. Først møde vi de nyere Benævnelser paa Medlydene: Lukkelyd (explosivæ) i Stedet for stumme Medlyd, ustemte og stemte i St. f. haarde og bløde; dernæst gives der en meget omarbejdet Fremstilling af Lydlovene, særlig for Selvlydene. Som noget nyt maa især fremhæves ὃ 8 om Aflyd med en Række oplysende Exempler paa Vokalovergange. Da Pladsen ikke tillader mig at gaa ind paa forskjellige Enkeltheder, hvorimod jeg kunde have en eller anden lille Indvending at gjøre, skal jeg blot til Slutning fremhæve, at den nye Udgave, bortseet fra de ovenfor omtalte Forkortelser og Omarbejdelser, hvorom Meningerne maaske kunne være delte, utvivlsomt paa mange Steder har modtaget Forbedringer, idet den har fremdraget et og andet, som ikke var berørt i 6. Udg., men nok var Omtale værd, eller givet en med Videnskabens nuværende