Horatius’ Sat. und Epist., hrsg. v. Krüger. 75 tyder hos Horats sikkert det samme som hos Petronius, <«natstol», og Tillius’s gærrighed ytrer sig kun i det uansélige optog, ikke i, at han sely medfører vin og kogerekvisitter. Påstanden, at I. 7 er én af de ældste satirer, kunde i høj grad trænge til beviser. 9. 7: Det går ikke an at oversætte noris nos «du kennst mich hoffentlich»: konjunktiv bruges jo ikke ved formodninger om, at noget virkelig finder sted. Rigtigere Kiessling: «du solltest doch unsereins kennen». 9. 54: At lægge en underfundig dobbeltbetydning i proximus er ganske uberettiget. (Lignende fejl begas i epist. I. 1. 3, hvor læseren i denne sammenhæng kun kan opfatte ludus som <«gladiatorskole», 5. 19 ved fecundi, 18. 66 ved udum, vel ogsaa II. 3. 446 ved atrum.) 9. 78: Anhangsbemærkningen om et Apollon-tempel i nærheden er der al grund til at stryge. Selv om der fandtes et sådant, vilde ingen af Horats’s læsere tænke på det, og satirens sortie blev jo ikke en smule morsommere derved. 10. 86: Det er urigtigt at sige, at Bibulus og Furnius ikke kendes nærmere; se Kiessling. Sat. II. 2. 29: Den lange forklaring af stedet på basis «nihil magis = ebenso wenig» (efter Feldbausch) giver denne mening: «beholder päåfuglen sit pragtfulde ydre, når den er stegt? (Tænkt svar: nej!) Og skønt hønen heller ikke m. h. t. kød står tilbage for den, lader du dig åbenbart vildlede af det forskellige udseende». Det er dog alt for urimeligt at adskille de to ting, stegens udseende og stegens smag, således, og navnlig at lade caro betyde «kødet m. h. t. smag». Madvig’s humoristisk-resignerte bemærkning i advers. crit. I p. 102 not. må sandes. 2. 80: Dicto citius bør man sikkert (med Porphyrio) tage til sopori dedit: han falder øjeblikkelig i en dyb søvn. 2.124: Den nye, i øvrigt rigtige, forklaring til verset er lidt utydelig, hvilket også gælder andre af udg.’s noter. 3. 8: Parties er ikke forstået rigtigt, det må betegne den snævre stue, der hæmmer digteråndens rørelser. 3. 11: I dette selskab må komediedigteren Platon, ikke filosoffen være ment. 3. 54: Opfattelsen af timentis er næppe korrekt: det hører til stultitiae, og som subjekt for queratur osv. substituerer man i tanken síul/tus. 3. 61: Hvor mærkeligt det end lyder, viser den nye note til stedet, at udg. ikke forstår, at præs. partic. udtrykker samtidigheden lige godt, enten så hovedverbet er nutidigt eller fortidigt. 3. 72: Om malis ridentem alienis kan man vist kun sige, at det ikke lader sig forklare. Når det hedder, at Penelope’s bejlere «lo med fremmede kæber» (Od. XX. 347), betegnes deres latter som en unaturlig fortrækning af ansigtet, medens de i hjærtet følte trang til gråd. Men det passer jo slet ikke til skyldnerens Proteus-skikkelse: han véd, at han- sagtens kan klare sig. Skulde ridens være det rette? 3. 205: Adverso må her betyde «fjendtligsindet», ikke «ligeoverfor liggende». 3. 208: Beviset for, at scelus kan betyde «ryggesløshed» og «forbryderisk tænke-