76 Valdemar Thoresen: Anm. af måde», kunde være sparet: det kender jo enhver discipel, der er nået til Horats. Og så er det tilmed aldeles ligegyldigt, om man her lader sce/us betyde «den forbryderiske tænkemåde» eller «den (påtænkte) forbryderiske handling». 3. 299. Verset burde være forklaret med tanken på v. 53. 4. 14: Hväd callosa betyder her, turde være tvivlsomt; men en dyd ved blom- ' men (<«fleischig») kan det umulig betegne. 5. 89: Siesbye’s rettelse opera burde være optaget. Mon ikke også v. 103 Lachmann’s elegante konjektur lacrima : e re est —? 6. Τὸ: Spørgsmålet er ikke dubitativt: der spørges om, hvad der faktisk drager menneskene til at indgå venskaber, praktiske hensyn (usus)? eller dydens krav? 8. 90 ff.: Sammenhængen forbyder at lægge ironi i suaves res; på Horats’s tid må pectore adusto merulae sàvelsom sine clune palumbes have været delikatesser. Epist. 1. A.. 76: Nam trænger til iorklaring, især da Kiessling sikkert fejler ved at tage nam quid — quidnam. Ved nam indledes motiveringen af det brugte udtryk: dette er berettiget; ti ellers måtte der kunne påvises en enkelt person eller ting som mønster til efterligning. Noget lignende er stedet 2. 37: det er virkelig berettiget at klage over menneskenes ligegyldighed overfor deres sjælelige helbred; ti ellers vilde man ikke være mindre omhyggelig til at fjærne sjælelige sygdomsspirer end det, der volder legemlige lidelser. Jf. også saf. II. 2. 128 f. 1. 98: Medens udg. i øvrigt har rettet noten til nauseat rigtigt, har han undladt at gøre opmærksom på, at Horats her går udenfor stedets egentlige tankegang. (Lembckes forklaring holder ikke stik.) 1. 94: Det kan umulig være -rigtigt at tage inaequali tonsore som absolut ablativ. 1. 100: Ved mutat quadrata rotundis burde der være henvist til anekdoten Plut. ἀἄποφῦϑ. Aax. 29, hvoraf ses, hvad der tænkes snart gjort rundt, snart firkantet. 2.5; At lægge ironi i nisi quid te distinet er næppe forsvarligt. 2.24: Det nærliggende forsøg på at fjærne uoverensstemmelsen mellem Horats og Odysseen ved at lægge tonen på séultus cupidusque er lidet tiltalende. Langt snarere husker Horats fejl, og i det følgende møder vi jo også betragtninger (både om Kirke og Faiakerne), som H. bestemt ikke har fra Homér — det burde være omtalt —, men har lånt fra græske moralfilosoffer. Jeg tør næsten tro, at H. slet ikke har repeteret sin Homér i Praeneste, men derimod dyrket filosofien, som han jo også i ep. 1 siger er hans hovedinteresse for tiden. Her og flere andre steder burde udg. have benyttet Kiessling’s udgave noget mere. 2.43: Hvorledes dette verses bygning svarer særlig til tanken, ses ikke. Heldigvis går udg. da ikke så vidt i retning af sådanne opdagelser som visse andre tyske udgivere; hvad mener man f. eks. om, at Luc. Müller lader den ejendommelige versebygning i 9. 4 (dignum mente domoque legentis honesta Neronis) med de 4 amfibrakher skildre «die vorsichtige, verschlossene, zähe und