δῶν Horatius’ Sat. und Epist., hrsg. v. Krüger. 79 nævnte ulemper vover sig frem på scenen med sine dramaer. Saepe etiam i betydningen «ofte (sker) også (det og det)» findes f.eks. Cic. de dio. 18... 14. 1. 213: Kiessling's lille rettelse et magus ut for ut magus οἱ fortjente at optages. 2.061: Den tidligere opfattelse af prope, som hørende til hele sætningen, var bedre: «det synes mig næsten at være så, at tre gæster ikke kan være samlede, uden at de har hver sin mening». 2.110: Ved fabulis skal der sikkert ikke tænkes på census-tavler. 2. 112: At gøre ferentur — iudicabuntur gâr ikke an; bedre «går med blandt de andre» (Lembcke) eller måské «kommer i omløb», «bliver bekendte» (Keller). 2. 128: Aut trykfejl for haud. 2. 176: At underforstå ποθεῖς til alterius er at lægge mere i udtrykket, end der naturligt ligger. 3. 23: Det er utvivlsomt galt at tage quidvis som subjekt (»ethvert digterværk»). 3. 30: Jeg kan ikke tro, at Horats ved at advare mod at følge dens eksempel, som de/phinum silvis adpingit, fluctibus aprum, vil forbyde digteren at skildre de mærkeligheder, en oversvømmelse faktisk kan frembyde (og altså fordømme sine egne vers carm. 1. 2. 6—12). Han markerer kun sit krav om enhed i digterværket ved at nævne, ligesom i v. 1—4, urimeligheder, som ingen kunstner med sund sans vil gøre sig skyldig i. 3.95: Om den efter Vahlen optagne interpunktion, komma efter pedesír!, er rigtig, synes mig tvivlsomt; men i hvert fald burde kommentaren oplyse, at íragicus så skal betydé «den tragiske person». 3. 131 f.: Sammenhængen med det foregående angives urigtigt; se Kiessling. 3. 205: At nondum hører til spissa nimis, er vist rigtigt; men der savnes forklaring på, hvorfor spissa sedilia, der jo dog ikke kan betyde store theatre, kræver stærkere musik end det mindre fyldte theater. Stærkere støj eller vanskeligere akustik? 3. 224: Functisque er vel en trykfejl for functusque; men det står rigtignok både i tekst og kommentar. 3.. 304: Nil tanti est forklares: «intet er så meget værd» sc. som åndelig sundhed. Det synes mig ganske umuligt at få dette som underforstået sammenligningsled ud af det foregående. Ni må være = non: for så høj en pris vil jeg ikke købe digterry og digter- navn. 3. 347—60: Tankegangen burde være oplyst noget bedre, navnlig den tilsyneladende modsigelse mellem v. 351 f. og 359. 3. 441: Udgiveren har her, hvad han sjælden ger, vovet sig frem med en selvgjort konjektur og læser aut (for et) male tornatos incudi reddere versus. Den forekommer mig umotiveret, da handlingerne delere og incudi reddere jo meget vel kan gælde de samme vers: først slettes de ud på vokstavlen, derpå bliver de, billedlig talt, omsmeddede. 5. 460: Rorklaringen af ποτὶ sit som imperativisk konjunktiv er urimelig. Men endnu urimeligere er det at finde ironi i frigidus, v. 465. Jeg standser her, ikke af mangel på stof, men mest af hensyn til tidsskriftets begrænsede plads, og jeg slutter med at ud-