A. B. Drachmann: Anm. af Catullus, rec. Baehrens et Schulze. 83 Catulli Veronensis liber. Recensuit Aemilius Baehrens. Nova editio a X. P. Schulze curata. Leipzig 1893, Teubner. LXXVI - 127 5. Bährens’s Udgave af Catul, der udkom 1876, havde sit Værd ved den consequente Benyttelse af cod. O(xoniensis), der allerede var fremdraget af Ellis, men hvis Betydning som sideordnet med Sangermanensis (G) först Bährens fuldtud havde erkjendt. Texten var behandlet med den hos B. sædvanlige Vilkaarlighed. Denne Udgave fremtræder nu i ny Bearbeidelse ved Schulze, der ogsaa ellers har gjort sig bekjendt ved Arbeider over Catul. Apparatet er gjennemseet og gjort nøiagtigere, tildeels paa Grundlag af Udg.s egne Collationer; eet af de interpolerede Hds.’s Læsemaader er gjennemgaaende anførte; og Texten er renset for Bährens’s vilkaarlige Ændringer. Udg. er herved gaaet saa radikalt tilværks, at han ogsaa har forviist de fleste af B.s Indfald fra Apparatet — maaskee en noget pietetlø‘s Fremgangsmaade; men Videnskaben taber ganske vist Lidet eller Intet derved. Egne Conjecturer giver S. i yderst ringe Antal og ingen af Betydning; 1 at optage Andres er han tilbageholden. Resultatet af alt dette er en i det Hele god og paalidelig, helt igjennem conservativ Udgave, der ikke ligner den oprindelige i stort Andet end den ydre Udstyrelse, men derimod ikke adskiller sig synderlig fra andre Udgaver, der er udarbeidede efter de samme Principer, især ikke fra Schwabes. Overensstemmelsen er her saa stor baade i Textens Behandling og i Apparatets Angivelser (og maatte efter Sagens Natur blive det), at man fristes til det Spørgsmaal, hvortil den nye Udgave overhovedet skal tjene. Imidlertid — at Bogen overhovedet udkommer, indeholder vel en Præsumption for, at den vil finde Kjøbere; og det kan ikke negtes, at den har visse ydre Fortrin fremfor Schwabes; især er Apparatet overskueligere, deels paa Grund af bedre Tryk, deels ved Adskillelsen mellem Varianter og Testimonia, der hos Schwabe staaer mellem hinanden paa en noget forvirrende Maade. De udførlige Prolegomena, hvori Udgaven vel nærmest skulde søge sin indre Berettigelse til at existere, er en Omarbeidelse af Bährens’s, saaledes at man ikke kan skjelne, hvad der skyldes ham og hvad den nuværende Udgiver. Denne Fremgangsmaade ` er ikke heldig. Bährens, som først erkjendte O’s Værdi, var nødt til at gjøre Rede for, at dette Hds. er sideordnet med 6G; denne Redegjørelse har S. deels gjentaget, deels omarbeidet og udvidet, saa at den nu gaaer fra S. XXXII—XLIII. Alt dette er overflødigt nu, da Alle er enige om Forholdet; det havde været nok at henvise til B.’s Fortale. Fra S. 561} stammer en udførlig Paavisning af, at de interpolerede Hdss. (g) ikke, som B. antog, stammer fra G, men fra en tredie (eller en tredie og