O. E. Schmidt, Der Briefwechsel des Cicero. 89 der meddeles en Ordning af den hele næsten sammenhængende, yderst interessante Række Breve fra dette Tidsrum. Skridt for Skridt følger Forf. Begivenhedernes Gang og giver derved i Virkeligheden en fortløbende historisk Kommentar til Brevene. Den chronologiske Ordning af Brevene har mange tidligere forsøgt og Forf. nævner sine Forgængere og fortsætter deres Arbejde. Næsten Dag for Dag lader Brevenes Rækkefølge sig fastslaa under Hensyn dels til de i Brevene selv givne Antydninger, dels til Stedet, hvorfra Brevet er sendt, dels Vejlængden det har haft at tilbagelægge, og Hurtigheden af de sædvanlige Bud (navnlig det sidste Middel har Forfatteren benyttet i større Udstrækning). Af særlig Interesse er Behandlingen af Begyndelsen af Borgerkrigen mellem Caesar og Pompejus, idet her Caesars Fremstilling (i de bello civ.) og Ciceros Breve oplyse og delvis berigtige hinanden. Til stor Nytte vil ogsaa Afsnittet «Regesten zu Ciceros Leben und Briefen vom 1. Januar 51 bis zum 15. März 44 v. Chr.» være. Det er en Tidstavle i stor Udførlighed for de nævnte Aar, forsaavidt Begivenhederne berøre Ciceros Breve, og . ved hver Begivenhed er anført, hvilke Breve der knytte sig dertil. Bogen slutter med en kritisk Udgave af 12te og 13de Bog af Ciceros Breve til Atticus (fra Aarene 46 og 45) i hvilke Bøger det ikke blot gælder at bestemme Brevenes Tidsfølge, men ogsaa hvor meget af Texten der hører til hvert Brev, idet Sondringen af Brevene har været ufuldstændig fra gammel Tid. I Codex Mediceus skrives Texten af de to Bøger ud i ét uden nogen Adskillelse mellem de enkelte Breve og saaledes vel ogsaa i de andre Haandskrifter; først Udgiverne begynde en Inddeling; den, der har faaet Hævd, er skabt af P. Manutius og Bosius. Dette Forhold synes at være glemt fuldstændig i nyere Tid, saa at S. (noget overdrevent) taler om «et lidet berømmeligt Kapitel af Filologiens Historie», som han her hər afsløret. Om Haandskriftforholdet ved Brevene ad Att. er der opstaaet en temmelig ørkesløs Strid mellem S. og Lehmann, som jeg ikke her skal komme ind paa. Hovedfortjenesten ved det flittige Skrift ligger vistnok i Fastsættelsen af Brevenes Datering og Begivenhedernes Rækkefølge; hvor Anm. har kunnet gaa Undersøgelserne efter, have de oftest vist sig omhyggeligere og Resultaterne rigtigere end de tidligere gængse Anskuelser. C. J.