J. L. Heiberg: Attiske Gravmæler. 115 skulde fremvise et saadant Dødssymbol, ja det var ei engang det Almindelige. At det var et Gravmonument, behøvede ikke at betegnes nærmere. þbDerimod var det nødvendigt, hvis det ellers skulde være et Minde om den Afdøde, at det maatte bære hans Navn, at sige fra den Tid, da Skriften var bleven almindelig, eller hans Billede alt eftersom man havde Evne og Kræfter til at udføre det. Man oprejste over Graven en høj og smal Stentavle, netop saa stor, at den Afdødes Billede kunde anbringes paa den; thi det var her ligesom paa de ældste Vaser Principet, at Fladen, saa vidt muligt, helt skulde fyldes af Billedet. Dette var malet paa Tavlen, eller, hvis man vilde sikre sig en større Varighed og større Virkning, udskaaret i lavt Relief, og derefter malet. Som Exempel anføres den bekjendte Stele fra Velanidezza, der foreviger Krigeren Aristion, S. 16 f. Her er dog indløbet en Unøiagtighed i Beskrivelsen, idet der siges, at Figuren «mangler Sværd». Der er paa Marmoret tydelige Spor af, at han har havt et kort Broncesværd i høire Haand, og deraf følger ogsaa, at han maatte have Lansen i venstre Haand. Denne aflange Steleform holdt sig langt ned i Tiden. Naar vi paa Vaser fra det 5. og 4. Aarh. ser en Grav afbildet, ser den altid saaledes ud. Men de Marmormonumenter, vi have tilbage fra disse Aarhundreder, vise os for det Meste en noget anden Form og en anden Smag. Her ligesom i Vasedekorationen har man forladt det gamle Princip, som man har kaldt horror vacui. Man har indset, at der opnaas større Virkning, naar Billedet fremtræder paa en neutral Flade eller i en egen Ramme. Relieffet bliver derfor ikke blot høiere og kraftigere, men omgives ogsaa ofte af en architektonisk Ramme, som om man saa den Afdøde i hans Hjem. Tavlen bliver bredere, saa at Forestillingen kan blive rigere og fyldigere og indeholde flere Figurer; thi den Afdøde stod jo ikke ene i Verden, og naar de Efterlevende mindes ham og hædre ham med et Monument, er det særlig som Medlem af Familien; Manden kunde man vel fremstille alene, især hvis han havde spillet en Rolle i Staten, men Kvinden, hun maatte grupperes sammen med sine Nærmeste. Saaledes fremkomme disse henrivende Familiebilleder, hvoraf ví have en saa stor Mængde tilbage, navnlig i Museet i Athen, som ikke blot vise os Oldtidens Kunst i en saa ren og ædel Skikkelse, men gjøre os bekjendte med de gamle Hellenere i deres personlige Forhold og paa en Maade føre os ind i deres Fortrolighed. Det er dem, der ere Hovedemnet for Prof. Heibergs lille Bog, og ingen Ven af Oldtiden vil fortryde at følge ham paa hans Vandring imellem dem. De Gamle sagde, at man mistede Hukommelsen, naar man læste Gravskrifterne paa Kirkegaarden. Ja, Navnene glemmer man; men man har levet nogle Øieblikke sammen med en Mængde skjønne og elskværdige Mennesker, hvis sande og rene Følelse 8*