116 J. L. Ussing: Anm. af man ikke glemmer; der er Liv og Afvexling deri, trods Monumenternes i det Hele ensartede Charakter. Det er Grupper af faa Personer, oftest vel kun af to, en ældre Mand eller en Kvinde, som sidder paa en Stol imellem sine Nærmeste. Ofte se vi dem tage hinanden i Haanden; det vèmodige Udtryk, som ledsager denne Bevægelse, tolker de Efter- ' levendes Afsked med den Bortdragende. At dette har kunnet misforstaaes, er besynderligt. H. siger S. 46: «Endnu er der ikke engang opnaaet Enighed om det allerførste Grundlag for Fortolkningen. Der er dem, der mener, at de Scener, der fremstilles paa Gravmælerne, foregaar i Elysium, at det er Gjensynet med den Afdøde og Forvisningen om, at, hvad der hører sammen, kommer sammen, der danner Grundtonen. Andre vil udelukke enhver bestemt Antydning af Døden og Adskillelsens Smerte og i det høieste indrømme «ein Zug leichter Trauer» i Almindelighed eller helst endog gjøre det altsammen til Genrebilleder af det daglige Liv». Han har dog upaatvivlelig gjort i det mindste den førstnævnte Anskuelse for megen Ære; den bør i vore Dage betragtes som ikke længere existerende. Hvad den sidstnævnte angaar, kan det ikke nægtes, at der findes Billeder, hvor det vemodige Udtryk mangler, og man blot ser en enkelt Person eller to Personer opstillede uden Spor af nogen saadan Følelse, som i Billedet S. 39; men dette er Undtagelser, aandløse Undtagelser, hvis det er Kunstneren og ikke Bestilleren, der er Skyld deri. Det 5. og 4. Aarhundredes Kunstnere ønskede ikke, at Personerne skulde staa ligegyldige ved Siden af hinanden; de maa tænke Noget og have Noget at sige til hinanden, og hvad skulde det være uden Hjertets og Familiekjærlighedens Sprog? Man har spurgt om, hvem af de fremstillede Personer der var den Afdøde. Dette Spørgsmaal er heldig løst af Forf. S. 99 f. Indskriften er ikke altid afgjørende, thi ofte, for ikke at sige oftest, staar der Navne over alle Personerne. Her kunde det jo være, at Gravstedet var bestemt til at modtage Flere end den først Afdøde; men i næsten alle Tilfælde er det dog klart, at Monumentet er udført for en Enkelt. der tydelig viser sig som Hovedpersonen. © For det Meste er dette nu den siddende Person, men ikke altid. Det kan være, at en ung Kriger tager Afsked med sin gamle Fader (S. 81), eller en ung Pige med şin Moder (S. 69 og 133), og i dette Tilfælde er det den Døende, der staar. Et sikkert Kriterium èr det derimod, hvor der er Flere end to Personer tilstede, at den Afdøde er den, paa hvem Alles Øine ere heftede. At der er bevaret en saa overordentlig stor Mængde Monumenter af denne Art, viser, at dette har været den almindelige Form for Gravminder i det 5. og 4. Aarh. f. Chr. i Athen. Det er sandsynligt, at enkelte rige eller overdaadige Personer have ladet udføre kostbarere og pragtfuldere Monumenter. Demo-