124 P. Petersen: Anm. af og paa Grund af de rigtige Resultater, der ere vundne, og de gode Iagttagelser, der ere gjorte, og den giver meget betydelige Bidrag til den græske Plastiks Historie. Der begyndes med Phidias. Medens vi hidtil kun kendte uruldstændige Eftergørelser af et Par af hans kryselefantine Statuer. mener F. i 2 Statuer i Dresden at have fundet virke- ' lige Kopier af hans Bronzestatue paa Akropolis, den lemniske Athene, opstillet af Athenere, der som Klerucher drog til Lemnos (450—447). Den ene Statue (Taf. II) bar tidligere et andet Hoved, som nu er erstattet med en Afstøbning efter et Hoved tra Bologna, der var en Replik af den andens (Taf. I) og fuldstændig passede. Hovedet er blottet; det manglende af højre Arm har efter en Gemme (Fig. 1) holdt Hjælmen; det manglende af venstre har været støttet paa Lansen. Den indgaaende Analyse af dette Værk, Paavisningen af Hovedets allerede af Lukian priste Skønhed og af Haarsætningen med Hovedbind som egen for Phidias og Eftervisningen af, hvorledes denne Kunstner her videre har udviklet Elementer, som allerede fandtes i den tidligere Kunst, er meget tiltalende, og det ser ud, som om vi have vundet en god Kopi af et Værk af Phidias, som endog kan dateres. Men fuldt Bevis kan ikke siges at være ført, og det er meget dristigt af F. herfra som fra et fast Udgangspunkt at gøre nye Slutninger med Hensyn til Phidias’ hele Udvikling og Kronologi. Ganske uantagelig er F.s Antagelse, at Indskrifterne paa K olosserne paa Monte Cavallo ere rigtige. Han finder, at Hovedernes Type og Legemernes Form vise hen til Phidias og ikke til Lysippos; den ene kan saaledes godt være opus Phidiae, alterum colossicon nudum, som Plinius (34, 54) nævner blandt hans Værker, den anden, opus Prazxitelis, tillægges en ældre Praxiteles, der maa have staaet Phidias nær i Kunstretning og Tid, til hvem ogsaa andre Kunstværker henføres (S. 137), navnlig — ifølge Scholiasten til Aristides — Athene Promachos, som ellers i Almindelighed med Pausanias tillægges Phidias. Fra den lemniske Athene som fast Udgangspunkt breder Undersøgelsen sig over Phidias og hele hans Kreds og over Akropolis, Stedet for hans Virksomhed. En Række Kunstværker — for at nævne et: Anakreon Borghese i Glyptotheket i Kjøbenhavn — føres med mere eller mindre Sandsynlighed herhen, og mange Punkter behandles. Meget tiltalende er en i flere Henseender ny Forklaring af Figurerne i Vestgavlen paa Parthenon. I Midtgruppen af Parthenonsfrisen ser F. derimod, ligesom de ældre, en Dreng, der overrækker Gudindens Peplos til Athenes Præst, og to Stolebærersker, af hvem Præstinden modtager to Stole. Herimod fastholder med Rette Professor Ussing (Vidensk. Selsk. Forhandl. ?*/4 95) og Miss Harrison (The Classical Review IX, 1) at det er Drengen og Stolebærerskerne, til hvem Genstandene rækkes. Naar begge mene, at det, som Drengen mod-