Furtwängler, Meisterwerke d. griech. Plastik. 125 tager, er et Tæppe til at brede ud paa Jorden foran Stolene, søger F. i sit Svar til Miss Η. (Berl. phil. Woch. 1895 Nr. 41) at vise, at Grækerne ikke have brugt Tæpper foran Stole eller overhovedet Gulvtæpper. Han gør gældende, at i en Fremstilling af Panathenæeroptoget maatte Hovedsagen, Overbringelsen af Peplos, ikke mangle. I The Classical Review VIII, 5 mener 6G. F. Hill, at det Gevandt, hvormed Præsten er beskæftiget, er den gamle Peplos, som, da Optoget nærmer sig, er taget af Gudindens Billede og nu lægges sammen for at lægges til Side (refereret i Berl. phil. Wo. 1894 Nr. 52). Fra Phidias og hans Kreds gaas over til Xresilas, hvis kunstneriske Personlighed kommer til at staa i et klarere Lys. De 4 Værker af ham, som Plinius nævner, søges alle efterviste blandt de romerske Kopier. Fra ham gaas tilbage til Myron, og fra ham slaas igen Bro til den peloponnesiske Kunst, og Undersøgelsen føres derpaa over til Po/y/let med en indgaaende Behandling af ham og hans Skole. Nye Resultater søges vundne ved Hjælp af Sporene af Fødderne paa nogle i Olympia fundne Baser med Navnet Polyklet, idet Athletfigurer søges som passe dertil. Paavisning af den store Eftervirkning, som hans Frembringelser havde paa de attiske Kunstnere i det 4de Aarh., fører da til Skopas, Praziteles og Euphranor. Dette Afsnit indledes med nogle Bemærkninger om XAXep/isodot, der ikke som sædvanlig skal betragtes som en Forløber for det 4de Aarh.’s store Mestre, men som en af dem, som en Broder til Praxiteles snarere end som en Fader, og slutter med et Henblik paa Zysippos, alt med det Maal for Øje, at belyse ved Hjælp af bevarede Kunstværker. Man følger med Interesse det rige Stofs Behandling med godt Blik for det karakteristiske og de ofte nye Synspunkter, men Pladsen tillader ikke her at gaa ind paa Enkeltheder. Ved Praxiteles gaas ud fra Hermes, der efter Basens Form og Materiale henføres til Midten af 4de Aarh. (343?) og sættes som et af hans senere Arbejder, yngre end den koiske og knidiske Afrodite. Foruden Hermes mener F., at vi i et hidtil lidet paaagtet kvindeligt Hoved i en Samling i Petworth i England (Taf. XXXI) have en Original af Praxiteles. Næsen og en Del af Overlæben ere restaurerede, og Partiet om Munden har lidt noget ved Afpudsning, men i Hovedsagen er det vel bevaret og minder en Del om Hermes. Sauroktonos er uagtet Ussings rigtige Opfattelse stadig en Apollo, og F. søger forgæves at slaa en Bro mellem en «kindliche Handlung» og symbolsk Betydning af Firbenet. Nogle særlige Udslag af Skopas’ og Praxiteles’ Kunst finde en nøjagtig Udvikling i det følgende Afsnit om Venus fra Milo. Særlig er denne meget omstridte Statue Genstand for indgaaende Undersøgelse. Grunden til, at det ikke er lykkedes Billedhuggeren at frembringe et afrundet Hele, finder F. deri, at Statuen er opstaaet ved en Sammensmeltning paa den ene Side