Den Amyklæiske Apollos Throne. 151 hvilke de to yderste og den midterste ere aflange, de andre kvadratiske. En saadan symmetrisk Ordning er det nemlig lykkets ham at gjennemføre; men dette indeholder intet Bevis for Rigtigheden af Restaurationen, thi ogsaa andre Ordninger vare mulige, og hvis nu Pausanias’ Ord 1 § 10: τὰ δὲ ἐπειργασμένα καϑ' ἕκαστον ἐπὶ ἀκριβὲς διελϑεῖν ὄχλον τοῖς ἐπιλεξομένοις παρέξειν ἔμελλεν, ὡς δὲ δηλῶσαι συλλαβόντι etc. ere saaledes at forstaa, at hans Opregning ikke er ganske fuldstændig, hvad betyder saa Symmetrien? den vilde jo forstyrres, naar der blot kom en eneste Figur til. Men der er en langt vægtigere Indvending at gjøre imod denne Fordeling af Billederne i særskilte Felter, der adskilles ved brede Rammer. Alle de ældste Billedrækker vi have, paa Lervaser, Metalskaale eller Marmorrelieffer, lade Billederne optræde umiddelbart ved Siden af hinanden uden Adskillelse; det er først den udviklede attiske Kunst, der har indset, at et Billede gjør en større Virkning, naar det staar alene paa en tom Flade, end naar det pakkes tæt sammen med andre, og det Hele fyldes af Billeder. Furtwängler forsvarer sin Anordning S. 727 f. ved at paaberaabe sig nogle i Olympia fundne Brudstykker af en Broncebeklædning til, vi vide ikke hvilken, Gjenstand, se Olympia IV, Text S. 102 f., Curtius i Abhdl. d. Berliner Akademie 1879 S. 12 ff. Her er der ganske vist kvadratiske Billedfelter, men disse indrammes af smalle Ornamentbaand, hvor Alt er fuldt af Dekoration, saa at man her ser den samme horror vacui, som overalt i den ældste Kunst. Desuden skriver Furtwängler selv i Texten til Olympia anf. St.: «Bei allen verwandten Reliefs sind nur vertikal über, nicht horizontal nebeneinander angeordnete Felder zu konstatiren», saa at han selv maa indrømme, at Analogien ikke er til Stede. Ogsaa i en anden Henseende har Terracottamodellen ledet Furtwängler vild. I § 14 skriver Pausanias: τοῦ ϑοόνου δὲ πρὸς τοῖς ἄνω πέρασιν ἐφ᾽ ἵππων ἑκατέρωϑέν εἶσιν οἵ Τυνδάρεω παῖδες, καὶ σφίγγες τέ εἶσιν ὑπὸ τοῖς ἵπποις καὶ ϑηρία ἄνω ϑέοντα, τῇ μὲν πάρδαλις, κατὰ δὲ τὸν Πολυδεύκην λέαινα. ἀνωτάτω δὲ χόρος ἐπὶ τῷ ϑοόνῳ πεποίηται, Μάγνητες οἵ ovvεἰργασμένοι Βαϑυκλεῖ τὸν ϑοόνον. Dette er i Almindelighed uden Tvivl rigtig forstaaet saaledes, at paa Toppen af de