158 J. L. Heiberg: 35 c staar πείϑειν ved Siden af διδάσκειν i Betydningen overbevise, og efter hele Sammenhængen falder der den aller største Vægt netop paa denne Betydning (overbevise ved Grunde) i Modsætning til Overtalelse og Besnakken. Det er derfor højst paafaldende, at Platon faa Linier senere (35 d εἶ πείϑοιμι ὑμᾶς. καὶ τῷ δεῖσϑαι βιαζοίμην) bruger samme Ord i den anden Betydning (overtale, besnakke). At begge de saa forskjellige Begreber kan rummes i samme Ord, er ikke mere forunderligt, end at paa Dansk «at tro» kan bruges baade om den stærkeste Overbevisning óg om en løs Formodning. Men en moderne Forfatter vilde omhyggeligt vogte sig for at bringe to saa modstridende Betydninger af samme Ord i for nær Berøring med hinanden. Naar Platon her har gjort det, er det et Exempel paa den langt større Friskhed og Frihed, hvormed den ældre græske Litteratur behandler Skriftsproget; forsaavidt den ikke har ladet sig snøre ind af Gorgias’ Rhetorik, som Platon baade i Theori og Praxis bekæmper saa energisk, staar den i Virkeligheden trods al «Stil» Talesproget langt nærmere, end det moderne Bogsprog gjør. En lignende stilistisk Uforsigtighed begaar Platon i Phaid. 76 ¢, naar han midt i Udviklingen af åváuvýoiç-Theorien, efter hvilken al μάϑησις er ἀνάμνησις, siger ἀναμιμνήσκονται ἄρα ἅ MOTE ἔμαϑον og saaledes synes at omstyrte hele Theorien ved at antage en μάϑησις forud for ἀνάμνησις. 1 Virkeligheden har han naturligvis blot anvendt ἔμαϑον i den gængse Betydning «erfare, vide» uden at tænke paa den specielle Betydning, hvori han hidtil har brugt det. Det hele Spørgsmaal fortjente i høj Grad en Behandling og er ogsaa af Vigtighed for den philologiske Kritik, fordi den er tilbøjelig til ud fra moderne Forestillinger at fjerne meget af den Slags Ujævnheder ved et Snit med Coniecturens Kniv, som sidder den saa løst i Skeden og mangen Gang drages mod uskyldige Smaafriheder. Hvor mange Tragikersteder har man ikke stræbt efter Livet (en Del Materiale og Henvisninger til Litteratur hos L. von Sybel, De repetitionibus νου ον μαι in fabulis Euripideis, Bonn 1868) i den Overtro, at de gamle har delt den pedantiske moderne Sky for at gjentage samme Ord med kort Mellemrum! De har ikke blot tilladt sig Gjentagelser af samme Ord og Ordstammer (se herom en meget lærerig Afhandling af Lehrs De Aristarchi studiis Homericis? S. 454 ff.), men ogsaa Sammenstillinger af ganske eller tildels enslydende Former