174 Otto Jespersen: Anm. af efter min formening rettest bør ordnes. — At Holthausens bog trods de anførte indvendinger forekommer mig meget brugbar, har jeg allerede ovenfor sagt. Otto Jespersen. The Bruce, by Master John Barbour, edited by W. W. Skeat. (Scottish Text Society, 1893—95. To bind: UX - 351 og 431 ss.) Barbours berömte store patriotiske «romance» eller historiske epos (forfattet omkring år 1375) foreligger her i en statelig tobinds udgave, smukt trykt på godt papir og i höj grad at anbefale for dem, der af den ene eller den anden grund har lyst til at göre sig bekendt med dette i så mange henseender mærkelige værk. Historikeren betragter det som en vigtig kilde til datidens skotske historie, selvom han alene af den grund må være på sin post og ikke ubetinget tro hvert ord, at Barbour i begyndelsen forblander de to Brucer, bedstefar og sönnesön. Senere hen står han imidlertid begivenhederne så nær, at hans beretninger, der væsentlig bygger på mundtlig tradition, får stor værdi, om han end ser med så stor beundring på sin heltekonge, at man gör bedst i at foretage små subtraktionsstykker, hver gang han angiver tallet på de på een gang.af ham dræbte fjender. At Barbour selv havde villien til at tale sandhed, fremgår bl. a. af den troskyldige måde, hvorpå han VII. 25 f. gir to beretninger om, hvordan Bruce undslap fra en farlig situation (enten ved at vade ned ad floden, så blodhunden tabte sporet, eller ved at en venligsindet bueskytte dræbte hunden): «Men enten hans frelse skete, som jeg först fortalte det, eller som jeg nu siger, så veed jeg vel, uden at lyve, at kongen slap bort ved den elv». — Störst værdi har værket dog for den, der elsker fortællinger om even- . tyrlige og ridderlige bedrifter; han vil i den gamle digter finde en Walter Scott in nuce, ligesom det da også er bekendt, at Scott selv i höj grad følte sig draget til Bruce og dær har hentet stof til fremstillinger både i prosa og vers. Også de steder, hvor Barbour tillader sig en exkurs- fra sin helts bedrifter, er i höj grad læseværdige, således apostrofen til frihed (I. 225 ff.), stedet om kvindernes opmuntrende indflydelse på mændene (II. 548 f), om forskellen på kvindetårer og mandsgråd (III. 506 f.), skildringen af våren (V. 1 f.), af tapperhedens væsen (VI. 325 f), drøftelsen af spådomme og astrologi (IV. 674 ff.) osv. — Endelig har digtet betydning i sproglig henseende som et tidligt skrift på den dialekt, som senere Burns skulde kaste glans over og som i a i a Δω kauika