Holthausen, Altisländisches Elementarbuch. 173 står alene, altså s. k. adverbiel brug af akk., gen. osv. Disse anvendelser sondres derved vidt fra de andre anvendelser af de samme kasus, og hvad der også er påfaldende, de samme anvendelser af de samme kasus behandles på forskelligt sted, efter om det er subst. eller adj. eller pron., der sættes i vedkommende kasus. Ved denne ordning får den, der læser bogen igennem i den orden, hvori den er trykt, först f. ex. i § 374 at vide, at dativ kan anvendes «frit» adverbielt; derpå efter et langt mellemrum S 411 #. brugen af dativ om forskel, om «beziehung», som andet sammenligningsled m. m.; så efter en § om gen. læren om dat. efter præpositioner; så kommer endelig efter endnu et mellemrum i § 433 ff. de vigtigste anvendelser af dativ (hensynsbetegnelse, ledsagende omstændigheder, midlet osv.). Jeg indser ikke, at der virkelig ved denne opstilling er vundet noget logisk fremskridt, og det forekommer mig, at man derved kommer til at rive fra hinanden ting, der virkelig står hinanden såre nær, så nær, at der findes talrige berörings- og grænsepunkter; sml. også behandlingen af tidens akkus. dels i § 375, dels i § 427. — Hvorfor er den bestemte artikel proppet ind i § 398 under læren om wortgefüge? — Et begreb, som Ries forfølger med udsøgt hån, er «mischsyntax», hvorved han forstår sammenblanding af de to ordningsprincipper, efter form og efter betydning; dette undgåes da også af Holthausen — i de med store typer trykte paragraffer; for i anm. med petit finder vi det i stort omfang, som når han 8 375 fortæller, at vi istf. den der behandlede akkus. også har præp. umb og of; § 403 anm. om af i samme betydning som gen.; § 387, hvor til læren om præsens brugt om det fremtidige knyttes en anm. om hjælpeverberne munu 0g skulu som omskrivninger af fut., osv. Man må sikkert gi Ries ret i, at spörsmålet om grammatikkens rette leddeling bør tages alvorligt op til drøftelse og at der er meget i de gængse fremstillinger, der trænger til en betydelig ændring; men jeg tror ikke, at han sely har sagt det sidste ord i sagen. Man kan naturligvis ikke bebrejde Ries de inkonsekvenser, som Holthausen er kommen til i sit forsøg på at tillémpe læren; men på den anden side kan man på grund af Ries’s egen mangelfulde fremstilling heller ikke bebrejde denne sidste, at det har været ham umuligt på basis af mesterens ord at skabe en tilfredsstillende opstilling. Det bedste vilde være, om Ries selv i en ikke for kortfattet fremstilling af et eller andet sprogs syntax viste sine teoriers praktiske brugbarhed; indtil en sådan foreligger, må man imidlertid være undskyldt, når man tror, at manglerne ved de hidtidige behandlinger ligger på helt andre punkter end de af Ries angivne; hvilke disse er, vilde det føre altfor vidt her at komme ind på, og jeg har desuden andetsteds givet antydninger om, hvordan grammatiske fænomener