Bartholomaes Aspiratlov. 83 sunt eorum frequentativa prima littera longa promimus et contra dictito ab eo verbo quod est dico correpte dicimus? num ergo potius actio et αοἰϊίαοἱ producenda sunt? quoniam frequentativa ferme omnia eodem modo in prima syllaba dicuntur quo participia praeteriti temporis ex his verbis unde ea profecta sunt in eadem syllaba pronuntiantur sicut /ego Zectus facit lectito, ungo unctus unctito, scribo scriptus seriptito, moveo motus motilo, pendeo pensus pensito, edo esus esito, dico autem dictus dictito facit, gero gestus gestito, veho vectus vectito, rapio raptus raptito, capio captus οαρίϊίο, facio factus factito. Sie igitur actito producte in prima syllaba pronuntiandum, quoniam ex eo fit quod est ago et actus.» Gellius XII 3: «Si quis autem est qui propterea putat probabilius esse quod Tiro dixit, quoniam prima syllaba in Zictore sicut in Zico producta est et in eo verbo quod est Zigo correpta est, nihil ad rem istud pertinet, nam sicut a /igando lictor et a legendo lector et a viendo vitor et a tuendo tutor et a síruendo síructor productis quae corripiebantur vocalibus dicta sunt.» Hermed har Lachmann rigtigt kombineret Porphyrio til Horats Sat. I 6, 122 (ad quartam jaceo; post hanc vagor aut ego lecto | aut scripto, quod me tacitum juvet, ungor olivo): «lecto producta syllaba pronuntiare debemus, quia frequentativum est ab eo quod est ego.» Kommentatoren vil hermed afværge Læsningen ἰδοίο, Abl. af Zectus ‚Seng‘. Af disse Steder drog Lachmann i sin Kommentar til Lucrets S. 54 fuldstændig med rette den Slutning, at Forlængelsen indtrådte i de Verber, som endte på en Media. Hvad Lachmann rigtigt havde erkendt, forplumrede imidlertid Osthoff ved en ulykkelig Anvendelse af Analogiprincippet. Den lange Vocal i Zectus læst‘ rectus tectus actus skal være overført fra /egi reæi texi egi. Denne Forklaring har Brugmann optaget i sit Grundriss I 468. Det er imidlertid ubegribeligt, at actus skulde være nærmere associeret med eg? end med ago; og hvis ćexzi kunde overføre sin Kvantitet til fectus, hvorfor skete så ikke det samme ved dixi og dictus? At dixi havde langt i, dictus kort i, står fast; sml. it. dissi detto. Det er overflødigt udførlig at kritisere Osthoff’s Hypothese. Men jeg må straks sige, at Lachmann og de øvrige klassiske Filologer, som fra et specielt latinsk Standpunkt har behandlet dette Spörgsmål, har begået en Række Fejl. For det første har de atter og atter sammenblandet ievr. Media og Media aspirata, endskönt Gellius tydelig viser den rigtige Vej ved sin Angivelse om, at vectus har kort e, men /ectus langt e. Dernæst har man gjort Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. V. 3