64 S. Sörensen: Anm. af må beklages, at forfatteren ikke af denne omstændighed har taget anledning til at omarbejde bogen, för den blev udgivet. En sådan omarbejdelse vilde utvivlsomt have fjernet i det mindste en del ať de ikke uvæsentlige mangler, som ville blive fremhævede i det følgende. Forfatteren har ikke gjort sig Avestareligionens historiske stilling klar eller i alt fald ikke fremstillet den rigtigt. Derved er han på afgörende punkter kommen til at stille forholdet på hovedet. Hans anvendelse af ordet «kultur» er uklar eller i al fald for indskrænket. Derved kommer han til at negte eller statuere kulturvirkninger, hvor der kun er tale om enkelte, på de forskellige steder forskellige, sider af kulturen, og drage urigtige slutninger, og endelig til helt at overse en af de allervigtigste sider af kulturen. En følge heraf er endvidere, at han kun har haft öje for én side af religionens forhold til kulturen og oversét andre, og det forméntlig de vigtigste. Resultatet af alt dette er, at han ikke har stillet og besvaret spørgsmålet om religion og kultur i Avesta rigtigt, at han i det hele har givet en uretfærdig bedömmelse af ἃ vestareligionen og at han på vigtige punkter har givet urigtige forklaringer i stedet for de rigtige. Han synes desuden at konstruere vel meget a priori, hvorved mange af hans almindelige bemærkninger komme i strid med de virkelige forhold og blive misvisende. Hvad Avestareligionens historiske stilling angår, fremgår det både umiddelbart af selve Avesta og bestyrkes yderligere ved en sammenligning med Vedareligionen, som den har så mange berøringspunkter med, at disse to religioner ere baserede på en religionsform, hvis praktiske udslag var et trolddomsritual, offre med tilhørende formularer, begge med magisk virkning. Offertrolddommen gik ud på at hjælpe de menneskevenlige og verdensopholdende magter i deres kamp mod de menneskefjendske og verdensødelæggende magter, som man lammede eller dræbte ved offret og formularerne eller styrkede guderne til at overvinde eller dræbe. De magter, som dyrkedes, vare naturfænomener (solen og elementerne), offeringredienserne (navnlig soma'en, i Avesta haoma), og en del mere personlige guder, som det er vanskeligt at identificere med bestemte naturfænomener. Af de onde magter var den vigtigste en slange, som lå i bjergene (rimeligvis omkring hele jorden) og hindrede vandene i at komme ind og udbrede sig på jorden og himlen m. m. Det ritualmæssige offer var nødvendigt til verdens opretholdelse, og det bestod for en del i en symbolsk fremstilling i formindsket målestok af solens gang, regnen, befrugtningen etc., hvorved man mente, at man fremtryllede de tilsvarende processer på himlen og i naturen, efter et noget lignende princip som det, der går igen i meget af vore dages overtro som en levning af den gamle hedenske religion. Foruden eller rettere i sammenhæng med