66 S. Sörensen: Anm. af selve religionens formelle apparat søger at vise en genvej til livsmålet ...» I mangen anden sammenhæng vilde denne sætning læses med næsten udelt sympathi; men anvendt på A vesta-religionen er det en blodig uret. Lader os først sé fortsættelsen (s. 68): «Dogmatismen ..., de forstandsligt anlagte folks religiøse fejlgreb, havde ikke slået rod i Avesta; dertil var perserne for praktiske . . . Ritualismen derimod, det katolske kirkeonde — kultusdyrkelsen og præsteregimentet — blev parsismens farefulde punkt. Keætteri og vranglære var ikke det værste, de vidste ..; men den, der tager sig forlov at udføre en renselse uden at være bemyndiget dertil og uden at overholde forskrifterne, han skal flås og halshugges; han er den ugudelige dødssynder, som fylder jorden med sygdom og fordærvelse.» Avesta’s stilling er her, som sædvanlig, helt misforstået, og sammenstillingen med katolicismen aldeles uberettiget og misvisende. For Avesta er kætteri og vranglære kun íanker, som kunne være slemme nok, da de göre at vedkommende er ude af stand til at kæmpe mod de onde magter; men den, der forsynder sig mod ritualet, synder i gerning, og det er gerningen, som umiddelbart bringer ulykke over andre. Forfatteren siger selv ganske rigtigt: «han er den ugudelige dødssynder, som fylder jorden med sygdom og fordærvelse.» Hvad under er det så, at det er ham og ikke kætteren, der skal flås og halshugges? Grunden til, at Pārsīierne ere strengere overfor forsyndelser mod ritualet, og de kristne europæiske folk (ikke «de forstandsmæssigt anlagte folk») overfor vranglære, er ikke at Pārsīerne ere mere praktiske og de europæiske kristne mere forstandsmæssige; men det ligger i deres ganske forskellige religiøse forudsætninger, mens princippet er det samme i begge tilfælde, nemlig at man er strengest overfor det som gör mest ulykke; for Pārsīerne var ritualet det vigtigste, fordi det ikke var blot en höjtidelig ceremoni, men den allervigtigste så at sige hygieiniske institution for landet og praktisk sét den væsentligste side af religionen, af hvis benyttelse det afhang, om der skulde kòmme lykke og velsignelse eller sygdom og død over folket; for kristendommen har ritualet aldrig haft nogen aktuel betydning i den forstand', mens man i vranglæren har villet sé en virkelig fare, nemlig den at sjælene derved ledtes bort fra den sande tro og udsattes for evig fortabelse. Deraf følger også, at præsteregimentet hos Pārsierne er en nødvendig institution ligesom ritualismen, og altså, ligesom denne, ikke kan dadles ud fra 1 Da forfatteren særlig nævner katholicismen, har han næppe tænkt på de kristnes sakramenter, som virkelig til en vis grad ere analoge med Mazdeïsmens og beslægtede religioners ritual; den gennemgribende forskel på den virkning, der tillægges sakramenterne, og den, der i Mazdeïsmen etc tillægges ritualet, viser måské allerbedst, i hvor höj grad religionens. tyngdepunkt er flyttet fra jorden til himlen siden Zarathustra’s dage.