Lehmann, religion og kultur i Avesta. 67 religionens egne forudsætninger, mens det modsatte er tilfældet i katholicismen, hvor det vilde være en inconsequents at betragte disse to ting som en integrerende del af religionen selv!. — Jeg må derfor også göre indsigelse mod forfatterens efterfølgende betragtninger på s. 68, hvor han skriver: «Men en sådan ritualisme havde ikke været mulig i en religion, for hvilken dette jordiske liy er ét og alt, og som gör menneskets virken til en afgörende betingelse for verdensmålets opnåelse; den forudsætter troen på en anden og höjere existens . ..» Lige det modsatte er tilfældet: Ritualismen er en arv fra en tid, da vægten netop lagdes på det jordiske liv, og da den menneskelige trolddom var en væsentlig og nødvendig faktor i kampen mod alle de ødelæggende ånder; ritualismen har holdt sig ἐϊ| (rods for den höjere tro, fordi ritualismens virkelige forudsætning, det för-mazdeïstiske hedenskab, har holdt sig i selve Mazdeïsmen. Det modsatte vilde også stride mod erfaringen °. Jeg skal nu anføre et eksempel på forfatterens behandling af forholdsreglerne mod elementernes besmittelse og om anvendelsen af renselser og besværgelser. S. 52 skriver han om forfølgelsen af ligbrændingen: «Her er dog den hurtige og fuldstændige tilintetgörelse af liget fanatisk skudt tilside for en langsom og usikker opløsningsmåde. ‘Thi det er ilden og ikke menneskene, man er nænsom over.» Jo, det er netop menneskene, man er nænsom over, da ildens besmittelse vilde være fordærvelig for menneskene. Mon man ikke også i vore dage kunde unde den at blive flået og halshugget, der forgiftede alle brøndene i et land eller blandede tyfusbaciller i alle næringsmidler? og vilde man ikke, når sligt blev opdaget, få travlt med en lang række renselser og desinfektioner, för vandet og næringsmidlerne kunde bliye rene igen af «denne gyselige besmittelse»? Der, hvor man i Avesta så besmittelser og djævle, sér man i vore dage bakterier, og hvor man i Avesta anvendte renselser og besværgelser, anvender man nu om stunder desinfektioner. Princippet er nöjagtig det samme; ' Om der ikke desto mindre tillægges dem en sådan betydning i katholicismen, har jeg ikke tilstrækkelig theologisk viden til at afgöre. 5. Bemærkningen s. 56 øverste stykke «<. .….….navnlig fordi — således er menneskene — et kultuselement i reglen først, når det er blevet uforstãeligt, bliver rigtig anset for helligt. og først, når det er blevet ubrugeligt, for alvor tages i brug og anvendes ved alle lejligheder» kan let misforstås. Da menneskene ere fornuftvæsner, er det klart, at kultuselementer, lige så vel som alle andre praxis’er, anvendes kun, sålænge de ansés for rationelle; udvides eller forandres den åndelige horizont således, at de ikke længere anses for rationelle, så blegne de og bortfalde ; og omvendt, hvor de florere, kan man være vis på, at de af vedkommende anses for rationelle. Forfatteren forstår imidlertid ved «Ñkultuselement» ikke selve ritus'en, men dens materiale, og mener ikke andet end, at ritualerne ere konservative i bibeholdelsen af arkaïstiske redskaber (f. ex. sten- eller kobberknive) og materialer (f. ex. usyret brød). 5*