J. E. Hylén: Anm. af Cauer, Grundfragen der Homerkritik. 69 steder, dog også kan kaldes kulturfremmende, ikke at tale om den imponerende buddhistiske kunst. Forfatteren synes at nære en vis forkærlighed for almindelige vuer. Ét af dem i det mindste er imidlertid meget mislykket, nemlig det, som han giver på s. 2 af de indiske religioner, hvilket stammer fra, at han har ladet sig dupere af höjst unöjagtige fjerde- eller femtehåndskilder, som for længst ere forældede. Dette hører imidlertid til de ting, som forfatteren nu selv forkaster, og jeg skal derfor ikke opholde mig derved}, Forfatteren arbejder på et stort værk over Avesta, som vil kunne blive en særdeles velkommen berigelse af yor videnskabelige litteratur. Der er ikke tvivl om, at han med sin flersidige uddannelse på forhånd har heldige betingelser for at kunne udføre et sådant arbejde. Måtte han nu blot ikke lade forhastede betragtninger løbe af med sig og ikke forsmå at holde sig på höjde med sin egen viden! S. Sörensen. Paul Cauer, Grundfragen der Homerkritik. Leipzig 1895, 5. Hirzel. 322 5. Schon voraus hat der Verfasser der obengenannten Arbeit, der bekannte Epigraphiker und Homerherausgeber, in beachtungswerten Zeitschriftaufsätzen Fragen der höheren Homerkritik behandelt, und da er in diesen stets Proben gründlicher Vertrautheit mit dem schwierigen Gegenstand abgelegt wie auch neue Gesichtspunkte in Betracht gezogen hat, so erwartete man mit grossen Verhoffnungen von seinen «Grundfragen der Homerkritik » etwas recht tüchtiges. Auch wurde man durch eine nähere Bekanntschaft mit dieser lesenswerten Arbeit in seiner Erwartung nicht getäuscht. : Das Werk zerfällt in zwei Bücher, deren erstes sich im Anfang mit Aristarch beschäftigt. Der Verf. nimmt den Mittelweg zwischen der Wolf-Nauckschen und der Lehrs- Ludwichschen Ansicht über Aristarchs Einfluss auf den homerischen Vulgatatext. ! Sammenstillingen af forskellige «sygedjævles» navne med det latinske œger 5. 20 skal vel næppe være virkelige etymologier. — Afledningen af ahura (= skr. dsura) af Yas (0: es) «være» er den almindelig antagne, men forekommer mig lidet tiltalende både fra formens (den «stærke» rodform) og betydningens side; det er fristende at sammenstille det med isl. dss (“ansus).