68 S. Sörensen: Anm. af Lehmann, Religion og kultur i Avesta. det er kun de videnskabelige forudsætninger, der ere forskellige; og for den, der betragter ilden som et element ligesom vandet, er det lige så rationelt at forebygge ildens besmittelse som vandets. — Det samme gælder om det øvrige, der siges på s. 52 og andre steder. Af det anførte vil det allerede fremgå, at forfatteren har ladet måske den allervigtigste side af kulturen ude af betragtning, nemlig den positive viden, og det er dog den, som er bestemmende for de praktiske institutioner. Som. følge heraf har han heller ikke kunnet få den forméntlig vigtigste side af religionens forhold til kulturen klart frem, nemlig at religionen hæmmer kulturen i forhold til som den forhindrer den positive viden, og dette gör den, hvor den optager i sig og giver en anticiperet forklaring af problemer, som høre til videnskabens område. Derved vanskeliggör den deres optagelse til videnskabelig behandling, og dette er i höj grad tilfældet med Avesta og de indiske religioner, måske mest Buddhismen. Kommer den positive viden frem (f. ex. udenfra), vil en sådan religion komme i den störste fare, hvis det videnskabelige stof er blevet en integrerende dél af den, så at den ikke kan skyde det fra sig. Det ligger i naturens orden, at troen som den anteciperede og derfor mindre fuldkomne erkendelsesform må gå forud for viden, og der måtte gå lange tider hen, og der krævedes særlig heldige omstændigheder, för tidens fylde kunde komme til en religion, der står i pagt med videnskaben. Jeg tror dog, at forfatterens udtalelse på s. 1, at der kun er ringe udsigt til, at forholdet mellem religion og kultur nogensinde vil blive synderlig gunstigt, er for pessimistisk ; problemet forekommer mig i princippet at være løst fra religionens side, så at der i længden næppe vil kunne bestå nogen strid mellem tro og viden (eller mellem religion og kultur), men kun mellem forskellig tro. Den anden måde, hvorpå religionen kan hæmme kulturen, nemlig ved ensidig at vende interessen bort fra verden, vil jeg ikke benægte; men den er efter min mening meget mere individuel og af ringe betydning i sammenligning med den første. I naturreligioner vil den vel ikke godt kunne forekomme, Det er derfor overdrivelse, når forfatteren s. 61 kalder det en «fare, som sniger om i a//e religioner». I Buddhismen turde den have virket stærkest. Mens forfatteren i sin opfattelse af begrebet «kultur», som påvist, har oversét den positive viden, gör han på andre steder ikke forskel på forskellige betydninger af ordet og bliver derved misvisende. Når han konstaterer en fremmende virkning af religionen på kulturen i Avesta, tænker han nærmest på agerdyrkning og materiel kultur; når han fraskriver Buddhismen kulturvirkninger, glemmer han, at betvingelse af råhed og töjlen af lidenskaber, som Buddhismen ansés for at have øvet på flere