Furtwä»zler, Intermezzi. 135 en enkelt Indskrift, fra Aar 115, benævnes Traianenses Tropæenses, skal det første Navn være et senere Tillæg; thi Monumentet skal være meget ældre. Han mener, at det stammer fra den Krig. som M. Licinius Crassus Aar 29 f. Chr. førte imod Dakerne (maaske rettere Geterne) og de germaniske Bastarner, som da bleve kastede tilbage over Donau, medens de S. for Floden boende Möser bleve fuldstændig indlemmede i Romerriget. Kun da, mener han, staar Tropæen paa sin Plads. Skulde den forevige Trajans Erobring af Landet imellem Donau og Alperne, maatte den have staaet langt nordligere. Han støtter endvidere sin Paastand paa Kostumet, der ikke er ganske det samme som paa Trajanssøilens Relieffer, men synes bedre at passe til Augusts Tid. De afbildede Barbarer skulle altsaa ikke være Daker, men etter deres forskjellige Dagt dels Geter, dels Bastarner, et Folk der efter Strabos Sigende var af germanisk Stamme. Disse sidste kjender han paa det eiendommelige Haarsæt, som Tacitus omtaler hos Sveverne, idet Haaret er samlet i en Knude over det høire Øre. Hvad endelig angaar den store Indskrift, som med fuld Sikkerhed lader sig supplere saaledes: Marti Ultori Imp. Cæsar Divi Nervae f. Nerva Traianus Aug. Germ. Dacicus Pont. Max. Trib. Pot. XIIL Imp. VI Cos. VP. P. ete. (d. e: A. 109), da paastaar han, at den ikke har hørt til dette Monument. Han har Ret i at den ikke, som Niemann har gjort, kan anbringes paa den sexsidige Basis lige under Tropæen; den er for lang, og Niemann nødes til at sætte den ene Halvdel paa den nordlige, og den anden paa den sydlige Side, hvilket er umuligt; men der er aldeles intet i Veien for at anbringe den paa den store Cylinder, der er Bygningens egentlige Kjerne; dertil passer dens Form og der var dens naturlige Plads, hvor den var læselig for Alle. Trods Alt, hvad F. har anført, forekommer denne Indskrift mig at veie saa stærkt, at jeg ikke vover at frakjende Trajan Monumentet. Jeg skal endnu kun tilføie, at de Mønter fra Tomi, hvorpaa denne Tropæ er afbildet, netop ere tra Trajans Tid, og at de kunsthistoriske Grunde, F. anfører, heller ikke ere holdbare. Vi indrømme, at disse provinsielle Relieffer staa betydelig under de fortræffelige Skulpturer paa Trajanssøilen i Rom, men man vil ikke kunne nægte, at de staa lige saa langt over Reliefferne paa Augusts Triumfbue i Susa. Bogen slutter med en Exkurs om det sydrussiske Guldfund, som i afvigte Foraar blev erhvervet af Louvre for 250,000 francs. F. paastaar, at det er et Falskneri. Hovedstykket er en Guldhjelm, af Form som en Bispehue, dekoreret dels med homeriske Scener, dels med Jagtscener. Midt paa Hjelmen imellem begge Afdelinger findes denne Indskrift: ‘H βουλὴ καὶ ó δῆμος ὃ ᾿Ολβιοπολειτῶν βασιλέα μέγαν καὶ ἀνείκητον Σαιταφάρνην. Det antages nu for at være en Gave eller Tribut fra Olbia til den skythiske Konge Saitaphernes, om hvem vi af den bekjendte