Loewe, Die Reste der Germanen am schwarzen Meere. 137 viser det ugrundede i den mærkværdige Opfattelse, der aldeles vilkaarlig har identificeret Tetraxiterne med Krimgoterne. Allerede Navnet identificerer Tetraxiterne med de senere optrædende tamanitiske Goter: det skal nemlig, saa underlig det lyder, være det samme, og ikke have noget med græsk retroa at gøre (Vassiljevski’s Hypothese). Taman kaldes paa Græsk Τὰ μάταρχα, (τὰ) Méroaya, russ. T(»)mutarakan (ital. Matrega, mlat. Matrica, Matercha) Af et haardt klingende ΠΤ μετραξῖται bliver et folkeetymologisk tilstudset Τετραξῖται let begribeligt. Efter Prokop IV, 4 p. 474 havde Tetraxiterne tidligere boet paa Krim, d. v.s. netop paa Kertsch-Halvøen ligeoverfor Taman. Han omtaler her deres Kamp med de uturguriske Hunner. Hermed er i Virkeligheden Tetraxiterne ude af Historien; deres Historie er fra nu af kun deres Beñerskeres Historie Som saadanne afløser hinanden Uturgurer, Chazarer, Russer (11te Aarh.), Kumaner, Tscherkesser, Tatarer, Mongoler, Genuesere, St. Georgsbanken i Genua, Tyrker (1484) og endelig Russer igen (1778). Efter den russiske Erobring udvandrer Tamaniterne med Tatarer og Tscherkesser til Kubans venstre Bred, om Anapa (det gamle Eudusia). 1791 ødelægger Russerne ogsaa det, og dermed er den sidste Rest af Tetraxiterne ude af Verden. — ,Gotherne‘ nævnes kun lejlighedsvis. I det russiske Igorkvad hedder det (efter Russernes Nederlag mod Kumanerne i Taman 1185): «Og se! skønne Goterpiger hævede deres Sang ved Kysten af det blaa Hav. Klingende med russisk Guld besynger de Bus’ Tider og stiller Scharokans Hævn.» (Bus og Scharokan er kumanske Navne; Goterne staar altsaa paa Kumanernes Side). — Medens Beherskerue vexlede, beholdt Tetraxiterne til egentlige Naboer (og Under-Herskere) stadig Tscherkesserne og trængtes stadig tilbage af dem. Konstantin Porfyrogennetos (10de Aarh.) skelner endnu udtrykkelig Tamatarcha fra Zichien (= Tscherkessien) 0g nævner som Grænseflod Ukruch (kan kun være Xuban). Men ved nogle ungarske Munkes Besøg 1236 hedder det slet og ret: «venerunt in terram, quae vocatur Sichia, in civitatem, quae Matrica vocatur. Quorum dux et populi se Christianos dicunt, habent litteras et sacerdotes Graecos.» Det ,gotiske' Navn forekommer sidste Gang under den tyrkiske Erobring. Tamans Fyrste (en Ætling af en Genueser Dim. de Guizolfi, som havde arvet Herredømmet ved Giftermaal med Arvefyrstinde Bichachanim 1419) — skriver 1482 til Direktörerne for Georgsbanken, at han, fordreven fra Borgen, fører Guerillakrig mod Tyrkerne paa det aabne Land, hvor han imidlertid har ondt ved at holde sig, fordi hans «segnori gotici» æder ham alting op. Og han maa staa sig godt med dem, ellers faar han dem til Fjender. Derfor trænger han til 1000 Dukater. Hermed er det lille Folks Navn gaaet samme Vej som dets Historie. Ikke saa med Sproget. Det vegeterede videre endnu