138 G. Schütte: Anm. af i overraskende lang Tid, efterat Folket i alt andet var blevet fremmed for sin Oprindelse, og dets germanske Charakter vakte fra Tid til anden tyske Rejsendes Opmærksomhed. Allerede i det 1116 Aarh. er en dunkel Efterretning derom naaet til Tyskland; den gengives i Tegernsee’s Klosterhistorie og i Annosangen, hvor det hedder (i Anl. af Bairernes antagne Oprindelse fra Armenien): Man sagit, daz dâr in halvin noch sîn Die dir Diutschin sprechen Ingegin Indìâ vili verro. De tyske Humanister i det 16de Aarh., navnlig Melanchthon og hans Kreds (Peucer og Torquatus) interesserede sig levende for disse forladte Brødre. Men først i det 18de Aarh. erholder vi en virkelig udtrykkelig Stadfæstelse af et germansk Sprogs Existens. Det er den paafaldende og ofte nok in absurdum reducerede Notits hos Büsching (Erdbeschr. III, 97): «auch auf der asiatischen Seite des Schwarzen Meeres wohnet ein heidnisches Volk, ohne besonderen Namen, dessen Sprache mit der deutschen verwandt ist, (... bey welchem die christliche Lehre wieder untergegangen). Der gelehrte und erfahrene Jesuit Mondorf, von welchem ich diese merkwürdige Nachricht habe, hat einen Rudersclaven von dieser Nation, den er auf einer türkischen Galeere angetroffen, getaufet und von demselben erfahren, dass ihr ganzer Gottesdienst in der Verehrung eines uralten Baumes bestehe.» Loewe rehabiliterer Mondorfs angrebne Troværdighed. Han henviser til de ungarske Munkes Udsagn (1236), der ikke skelnede Taman fra Tscherkesserlandet, og erklærede om dux et populus, at de, tiltrods for deres græske Præster og Ritus, blot ‚kalder sig‘ kristne. Det samme stadfæstes af Friesemann og for Tscherkesserne overhovedet af Polakken Broniovius (1579), der kendte Forholdene af Selvsyn. Men naar Tetraxiterne delte Tscherkessernes Navnekristendom, saa ligger det lige for Haanden, at de ogsaa delte deres virkelige Religion. Og det er netop til den Dag idag, — trods den muhamedanske Fernis, der nu har afløst den kristne, — Trædyrkelsen. Naar Galejslavens Folk kun dyrkede eet eneste Træ, saa betyder det sagtens, at det paa den Tid (9: mel. 1730 og 1759) kun har haft een Bey og dannet eet eneste Husforbund, medens det paa Prokops Tid stillede 2000 vaabenføre Mand. Det havde glemt sit eget Navn. — Derved forstaar man godt, at det forbigaas i alle Rejseværker om Kaukasus fra det 18de Aarh. Et Tilfælde har reddet os et Glimt af Tetraxit-Folket paa det sidste Trin før dets Uddøen. Havde et Interview som hint fundet Sted maaske blot en 30—40 Aar senere, havde ingen anet, at det