154 M. J. Goldschmidt: Anm. af Vergils Æneide, oversat af Kiær. 115774: Jeg studser, mit Hår sig Rejser. 11 775: men hun tager Ordet. I 46: Men jeg, der kan træde i Himlen Frem som en Dronning for Guder. Denne Adskillelse er dog særlig uheldig i følgende fire Tilfælde: 1) Ved en Præposition med dens Styrelse. II 231: Han, som har krænket det hellige Egetræsdyr med |KLansen. VI 500: Deiphobus, mægtige Helt i_ Våbnenes Færd. 2) Ved et Ejendomspronomen. I 670: Ham den føniciske Dido nu holder og sinker med sine Smigrende Ord. 3) Ved et spørgende Pronomen. TII 337 f.: Men sig mig nu, hvilke Vinde og hvad for en Skæbne har styret din Kurs eller hvilken Gud har nu drevet dig uden dit Vidende her til vor Strandbred? 4) Ved den bestemte Artikel. T 6583 ff.: et Scepter, som båret var fordum af Ilione den ældste af Priamus’ Døtre. IV 908: den Tanke, at Dido skal dø den grusomme Dad. En Adskillelse som den, der er anvendt i IV 292 f.: «imidlertid vilde selv han nu finde og så kommer først efter hele to Vers Anledning» må også kaldes meget uheldig. Det er heller ikke rigtigt, når der oftere midt i et Vers begynder en hel ny Tanke eller endog et større nyt Afsnit, f. Ex. IV 304: «Men dog hun —» og IV 351: «Når Natten bedækker —». Heller ikke kan det siges, at Oversætteren har taget meget Hensyn til Poesiens Fordringer, når han i II 405 f. helt ødelægger den virkningsfulde Epanalepsis af lumina ved at skrive det i samme Linje.