Theodor Gomperz, Griechische Denker. I. 167 videre gjorte til Sofister i tredie Betydning. — For det Andet paa Grund af deres Modstander, der var «et Geni og en vældig Skribent, maaske den vældigste Skribent, nogen Tid har frembragt.» «Utvivlsomt har Platon, da han lod sit Vids og sin Ironis Raketter stige til Vejrs, ikke kunnet ane, at hans rige Fantasis og overstrømmende Ungdomsmods luftige Skabninger en Gang skulde blive paaberaabte som historiske Vidner.» — Og for det Tredie, fordi Sofisterne ingen egentlig Skole stiftede, og fordi deres Skrifter gik til Grunde, saa at Kilderne til Kundskab om dem og deres Lærdomme findes i Modstanderes Efterretninger og i nogle faa og korte Fragmenter, som det kan være vanskeligt at fortolke. — Dersom jeg her skulde give en udtømmende Karakteristik af den foreliggende Bog, maatte jeg ogsaa gaa ind paa de interessante Kapitler, i hvilke Lægekunstens Udvikling og de første Forsøg paa historisk Kritik og paa Historieskrivning omtales. Men hverken Pladsen eller min egen Kompetence tillader dette. Jeg har kun villet henlede Opmærksomheden paa et Værk, i hvilket Lærdom, Kritik og filosofisk Dygtighed ere forenede paa en sjelden Maade ved Behandlingen af et betydningsfuldt Emne. Gomperz staar nu over for den endnu større Opgave at fremstille den græske Filosofis klassiske Periode, den, der betegnes ved Navnene Sokrates, Platon og Aristoteles. Værkets andet Bind skal omhandle dem. Med stor Spænding og Interesse maa hans Behandling af dette Afsnit imødeses; for Filosofer af Faget vil det blive den mest lærerige Del af Værket. Historien viser, at Vurderingen af de to Afsnit af den græske Filosofis Historie, det førsokratiske og det klassiske, har været underkastet megen Varieren. Platon og Aristoteles fortrængte i Oldtidens Slutning ganske de ældre Skoler; Middelalderen gik ganske i Aristoteles’ Ledebaand; Renaissancen var tilbøjelig til at sætte de førsokratiske Naturfilosofer højest, en Tendents, der især fremtræder hos Giordano Bruno og Francis Bacon; Romantiken vendte igen Forholdet om, og med den moderne Realisme og Uvillien mod «Begrebsfilosofien» kom igen en større Sympati for Førsokratikerne, saaledes hos Albert Lange i hans «Geschichte des Materialismus». Det vil nu være interessant at se, hvorledes Forfatteren vil stille sig. Hvad han lejlighedsvis udtaler om Sokrates og Platon, tyder paa, at vi ville faa en lærerig Fremstilling fra en uhildet Forskers Haand. Harald Høffding.