166 Harald Høffding: Anm. af meget overdrevet. Platon, hvis Skildring danner Grundlaget for dette Billede!, taler dog med stor Agtelse, skønt ogsaa med Ironi, om de ældre Sofister, og de værste af de Ting, der i Regelen gaa paa »Sofisternes» fælles Kappe, tillægges i hans Dialoger yngre Brushaner. Til historisk Vurdering af Platons Skildring maa man vel fastholde, at han selv slet ikke har kendt de ældre Sofister personligt. Og da han nu faktisk tillægger Sokrates Lærdomme, denne ikke har og ikke kan have hyldet, ligger det nær at antage, at han har behandlet Gorgias o2 Protagoras med lignende Frihed. I de Dialoger, i hvilke han især bekæmper «sofistiske» Lærdomme af teoretisk Art, nemlig «Theaitetos» og «Sofisten»”, er det efter Gomperz’ Mening Aristippos og Antisthenes, han har for Øje. I den senere Del af hans Forfattervirksomhed var det de af sokratiske Skoler fremgaaede Eristikere, han bekæmpede. Det var Mænd, der øvede Dialektikens Kunst med Fægterens Færdighed; men netop deri danne de en Modsætning til de ældre «Sofister». Platon ironiserer jo først og fremmest over Gorgias og Protagoras af den Grund, at de kun kunde udvikle deres Ideer i sammenhængende Tale, ikke diskutere dem paa dialektisk Vis. Sofisterne have, siger Gomperz (p. 340), havt en sørgelig Skæbne — og det af tre Grunde. — For det Første paa Grund af Flertydigheden af Ordet Sofist. Det betød jo eller kom til at betyde dels omtrent det Samme som Filosof, dels en Lærer i almindelig Dannelse, særligt i Retorik, dels endeligt — og det blev den mest populære Betydning — en Mand, der for Vindings Skyld opstiller falske Slutninger og bruger retoriske Kneb,. Ofte bleve de, der vare Sofister i Ordets to første Betydninger, uden ' Mærkeligt nok følger Efraim Liljeqvist i sin aandfulde Bog Antik och Modern Sofistik (Göteborg Högskolas årsskrift 1896) endnu den gængse Opfattelse og omtaler kun ganske kort Grotes, i den skandinaviske Filologi af Richard Christensen (i hans Doktordisputats: Sofisterne. Kbhvn. 1871) hævdede Opfattelse. I en speciel Studie over Sofistiken burde dog det her liggende historiske Problem indgaaende være drøftet. ? Erland Lagerlöf (Om dialogen Sofisten. Lund 1892. p. 94) bemærker, at der intet Steds i de platoniske Dialoger findes saa skarp en Polemik mod Sofisterne som i denne Dialog, hvor de fremstilles som bevidste Bedragere. Kun i denne Dialog kriticeres deres teoretiske Lærdomme. Lagerlöf slutter sig til Richard Christensens Karakteristik af den forskellige Beskaffenhed, Platons Polemik mod Sofisterne havde til forskellige Tider (Christensen: Sofisterne. p. 261). Om Lagerlöf i det Hele slutter sig til den Groteske Teori, kan ikke ses af hans Udtalelser. Men da han af sproglige og indre Grunde anser «Sofisten» for at høre til Platons seneste Skrifter, maa han vel ogsaa antage, at den er rettet mod «Sofister» fra det 4. Aarhundrede; i hvert Tilfælde var Protagoras da for længe siden død og borte. Ser man sig nu om efter Repræsentanter i det 4. Aarhundrede for de Meninger, Platon bekæmper i denne Dialog, ligger det maaske nærmest med Gomperz at tænke paa Antisthenes og hans Skole.