Det romerske colonats udvikling. Af A. Ræder. 1. Ved colonus forstaaes i den efter-konstantinske tid en fri, men stavnsbunden og af grundeieren afhængig bruger af fremmed jord. Den retslig stavnsbundne colon nævnes første gang i en forordning af keiser Konstantin aar 332. Men snart finder vi colonatet udbredt over hele Romerriget; Palæstina var den sidste provins, hvor det blev indført; dette skede ved en forordning af keiserne Valentinian, Theodosius og Arcadius?. Samtidig med at omtrent hele den frie arbeiderstand paa landet gjennem colonatet blev bunden til jorden og derigjennem til jordens eiere, udviklede der sig, under paavirkning af colonatets retsformer, en anden stavnsbunden stand. Herrerne begyndte nemlig at anbringe ogsaa slaver, servi, paa samme maade paa et brug, en parcel af sin jord. Herved fik man en <«<quasi colonus», en «servus casatus» eller «servus adscriptus»; denne var ligesom colonen stavnsbunden, men vedblev at være ufri; medens colonen havde arvefæste til sit brug, havde slaven kun en prekær besiddelse; medens colonens vilkaar var faste og uforanderlige, sad slaven paa herrens naade, afhængig af de vilkaar, denne til enhver tid maatte stille ham. Udviklingen gik i den retning, at den stavnsbundne colons og den livegne servus adscriptus’s kaar stadig mere og mere ' Cod. Theod. V 9, 1: Apud quemcunque colonus iuris alieni fuerit inventus, is non solum eundem origini suae restituat, verum super eodem capitationem temporis agnoscat. 2 Cod. Just. XI 51: Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VI. 1