Wj Det romerske colonats udvikling. 31 opfatte som en kopi af vedkommende originaldokumenter. Paa samme maade er den thusdritanske indskrift at opfatte; den udgiver sig for at være en sermo procuratorum (I 9) og indeholder under henvisning til et kapitel af lex Hadriana de nærmere bestemmelser, der skulde gjælde for det af ὃ saltus bestaaende godskompleks. Selvfølgelig havde procuratorerne ved ordningen af en saadan forma at holde sig til givne keiserlige bestemmelser og til almindelig praksis, saaledes som Commodus udtrykkelig antyder i sit svar til de burunitanske coloner*!. For de keiserlige domæner i Africa sees Hadrian at have udstedt en egen lov, lex Hadriana. Denne, der enten har gjældt alle derværende saltus eller muligens blot dem, der laa inden tractus Carthaginiensis, kjender vi kun fra den thusdritanske indskrift og fra Commodus's dekret. Desværre citeres blot et par kapitler af denne lov, der maa have været et større reglement delt i capitler. Loven indeholdt vel mere almindelige bestemmelser, hvis anvendelse paa de enkelte saltus blev overladt til procuratorerne. I Commodus’s dekret nævnes et kapitel, hvori det var forbudt procuratorerne at forandre paa de engang givne bestemmelser. De specielle bestemmelser selv stod derimod neppe i loven; f. eks. intet om pligtdagenes antal. Dette synes at fremgaa af det faktum, at dette antal kunde være forskjelligt paa to nabosaltus saaledes som indskriften fra saltus Burunitanus og den fra Gasr Mezuar viser. Hermed stemmer ogsaa, at colonerne paa saltus Burunitanus hvad pligtdagenes antal angaar beraaber sig ikke paa lex Hadriana, men paa forma perpetua og procuratorernes breve; selve den hadrianske lov paaberaabes naar det gjælder at fastslaa, at procuratorerne ikke har ret til at gjøre forandringer i colonernes disfavør. I den thusdritanske indskrift nævnes et andet kapitel af samme lov. Dette har handlet om uopdyrket mark paa de africanske domæner, og det bestemtes, at saadan udenvidere kunde occuperes, ligesaa opdyrket mark, der havde ligget vicinis nostris perpetua in hodiernum forma praestitutum et procuratorum litteris, quas supra scripsimus ita confirmatum.» ' IV 5: «Procuratores contemplatione discipulinae et instituti mei, ne plus...»