32 A. Ræder: øde i mindst 10 aar’; alt mod en aarlig afgift af 1/s af bruttoavlen; det occuperede land skulde occupanten d. v. s. colonen have i arvefæste. Herigjennem aabnes et indblik i det retslige forhold, hvori colonerne til en begyndelse kunde staa til jorden. Store dele af de keiserlige saltus laa endnu uryddet («agri rudes»). Det gjaldt at lokke arbeidere til, der var villige til at rydde jorden; det var hensigten med Hadrians lov. Vilde man have brugere til den ødeliggende jord, maatte vedkommende rydningsmænd selvfølgelig sikres udbyttet af sit arbeide; det samme var tilfældet, naar det gjaldt at faa arme til at tage op igjen de marker, der i mindst 10 aar havde henligget udyrket, om de end engang var ryddet. Hadrian indrømmede derfor mulige occupantėr arvelig brugsret til jorden. Herved sikredes administrativt occupanterne samme rettigheder, som er kjendt fra de samtidige jurister for in perpetuum-indehavere af ager vectigalis®. Samme ret og betingelser kjendes helt ned til Justinians tid under navn af ius perpetuum og ius emphyteuticum anvendt paa de keiserlige domæner. Da lex Hadriana gjaldt ialfald for en stor del af Africa, og der vel krævedes mindst ligesaa gode betingelser for den øvrige del af de nordafricanske lande, tør man vistnok gaa ud fra, at arvefæstet ialfald efter Hadrians tid var den almindelige form for de derværende coloners forhold til sin jord. Normen for de keiserlige domæner har ganske vist paa grund af den herskende konkurrence efter arbeidere draget lignende bestemmelser efter sig for de private godser. Herved er selvfølgelig ikke sagt, at denne form raadede overalt; forholdene kunde i udviklingens medfør være forskjellige ; men det er dog grund til at antage, at arvefæstet blev den seierrige form, den der kom til at sætte sit præg ogsaa paa tidligere brugere og deres vilkaar. Angaaende de Buruni- ' II 8: «isque qui occupaverit possidendi ac fruendi heredique suo relinquendi id ius datur. quod est lege Hadriana comprehensum de rudibus agris et iis, qui per X annos continuos inculti sunt» ? Gaius Inst. IIl 145: «veluti si qua res in perpetuum locata sit, quod evenit in praediis municipum, quae ea lege locantur, ut quamdiu inde vectigal praestetur neque ipsi conductori neque heredi eius praedium auferatur.»