Det romerske colonats udvikling. 59 Sikkert svar kan ikke gives paa dette spørgsmaal; men til et nogenlunde nøiagtigt resultat kan man dog komme. Columella, der jo ikke er saa meget ældre, idet han skrev mellem aarene 60 og 65 eft. Kr., sætter (III 3, 9) hvert iugerum dyrket mark til en grundværdi af 1000 sestertier. Nu bestod jo eiendommene ikke blot af dyrket land; men samtidig regnedes vel forskjellige slags plantninger med ved takseringen, hvilket veier i modsat retning; Columella anslaar saaledes paa nævnte sted plantninger paa et vinland til den dobbelte værdi af selve jordbunden. Man kommer derfor vistnok til et nogenlunde brugbart tal ved at omsætte 1000 sestertier med 1 iugerum eller kanske snarere lidt mere. Eiendomme paa 20 til 50000 sestertier skulde altsaa være paa 20 til 50 iugera eller vel saa det, svarende til 5 à 12 hektarer (50 à 125 maal, 12 à 30 tønder). Dengang assignationen fandt sted, var jorden saaledes delt i noksaa smaa bondegaarde. I den tid, der laa mellem assignationen og Trajan's tid, var der indtraadt en vis forandring i denne fordeling. De oprindelige eiendomme, henimod 90 i tal, var blevet samlet paa omkring 50 hænder. Men selv nu er større godskomplekser nærmest en undtagelse. Af de nævnte 50 eiere er der blot 2, der sidder inde med Jatifundier eller godser til en større værdi end en ridderformue, 400000 sestertier. Den ene, Gn. Marcius Rufinus, har paa sin haand 11 oprindelig selvstændige eiendomme til en samlet takstsum af 501000 sestertier, den anden, Annius Rufus, har 4 til en takst af 451000; men til disse sidste hører ikke mindre end 25 saltus eller beitesmarker. 9 har samlet eiendomme til en værdi af mellem 400000 og 100000 sestertier; alle de andre har eiendomme til en samlet takst af under 100000 sestertier, og iblandt dem eier mængden blot en enkelt gaard. Som man vil se, fandtes der i Samnium mange smaa selveiere endnu i tiden omkring aar 100 eft. Kr. Latifundiebesiddelsen er her ingenlunde regel, men snarere undtagelsen. Den anden tavle, tabula Veleias, giver os et indblik i forholdene oppe paa Posletten, i egnen om Placentia. Vi befinder os her i et distrikt, hvor naturen særlig maatte indbyde til dannelsen af større godser. Det kan derfor ikke