Det romerske colonats udvikling. 169 colonen,» eller han taler om de tusinder af coloner, der pløier og graver. Lucan lader i sit digt (I 170) store strækninger dyrkes af coloner, saa talrige at herren ikke kender dem. Juristerne taler atter og atter om colonerne og ikke mindst om deres restancer, reliquiae colonorum. Indskrifterne taler det samme sprog; alimentærtavlen fra Veleia nævner «colonae» eller colonpladse ved flere af eiendommene, et sted saaledes 9. Hertil kommer de mange gravskrifter over coloner, der er fundne rundt om i Italien’ og er blevet samlet i Corpus inscr. lat. Spørger man, var driften med frie smaabrugere paa de store godser i fremgang eller tilbagegang ved aar 100 eft. Kr., saa kan svaret ikke være tvilsomt. Driften med coloner var i fremgang, holdt paa mere og mere at afløse den direkte drift med slaver. At saa var tilfældet, viser en sammenligning af driftsforholdene hos Cato og Varro paa den ene side og hos Columella paa den anden. Dette resultat kan heller ikke forundre. Naar slaver anvendtes i den udstrækning, som tilfældet var paa Catos og Varros tider, saa skriver dette sig fra den billige pris, der var paa slaver, saalænge de romerske erobringskrige stod paa; masser af krigsfanger kastedes ind paa slavemarkedet og trykkede prisen ned. Drift i det store med slaver kunde derfor lønne sig?. Men anderledes stillede forholdet sig, da erobringskrigene hørte op paa Augusts tid; slavernes antal sank, medens prisen steg?. Direkte drift af godserne med slaver blev som følge heraf mindre lønsom og træder stadig mere og mere tilbage for driften med coloner, der hver har sit brug at dyrke, og hvis afgifter udgjør eierens væsentligste indtægt af hans jord. Medens jorden stadig samles paa færre og færre hænder, ophører samtidig driften i det store mere og mere; storeiendom forbundet med smaabrug bliver den dominerende driftsform; man nærmer sig mere og mere til middelalderske forhold*. ' Mommsen, Hermes 15 p. 408. ? Rodbertus, Jahrb. für Nationalökonomie und Stat. II p. 223. ? Wallon, Histoire de Vesclavage. III p. 107 og ἢ. * Man kan spørge, hvorledes dette kan forenes med Plinius’s bekjendte udsagn i Historia nat. XVIII 6, 35: «verumque confidentibus latifandia perdidere Italiam, iam vero et provincias.» Rodbertus lader |. 1.