Det romerske colonats udvikling. 71 landbrugets tjeneste. Disse omtales af baade Cato’, Varro (1.1. 11117) og Columella (I præf. 12. 11 83, 13); ogsaa fra denne kunde smaabrugerstanden rekruteres. Der var saaledes ogsaa i Italien et folkemateriale, hvoraf en colonstand kunde udvikle sig. Samtidig ser man dog, at folkematerialet var knapt; Plinius klager over mangel paa brugbare coloner?”; Nervas, Trajans og de følgende keiseres alimentærinstitutioner taler det samme sprog; Marc Aurels og de andres barbaroverflytninger ligesaa. Hvilken er nu de før omtalte coloners stilling, og hvilket forhold staar de i til den jord, de dyrker, og dennes eier? Columella taler (I 7) om pensiones og dies pecuniarum. Plinius taler om necessitas agrorum locandorum plures annos (IX 37 og VII 30) og om agrorum locatio (ad Traian. 8), videre om bortforpagtning paa et femaar (IX 37: «priore lustro»), om colonernes reliqua (IX 37, VII 30 og III 19), om remissiones (ad Traian. 8, IX 37 og ΠῚ 19) og nævner colonernes pignora (III 19) d. v. s. de pant, de maatte stille ved overtagningen af bruget; endelig siger han, at han har bortforpagtet nummo d. v. 5. mod en fast pengeafgift (IX 37). Alt dette viser tydelig nok, at der er tale om en virkelig locatio conductio efter alle lovens former. Disse coloner var frie forpagtere, der for en bestemt pengeafgift overtog et brug for et tidsrum af 5 aar; deres stilling var retslig sikret og bestemt; efter forpagtningstidens udløb kunde de frit forlade godset. Forsaavidt er der ikke meget ved disse coloner, der minder om den senere stavnsbundne colon, for hvem jordens eier ogsaa var herre, ja øvrighed. Men ser man nøiere efter, forandres billedet; man finder snart forhold, der viser, at spranget ikke er saa langt enåda. Colonforpagteren nød ganske vist lovens beskyttelse og var sikret baade handlefrihed og ret til frit at forlade godset, men vel at mærke, kun saalænge han opfyldte sine forplig- ! Catos operarii, mercennarii og politores; disse sidste var dagarbeidere, der paatog sig akkordarbeide mod andel i produktet, ikke som før ofte antaget coloni partiarii. Cnf. Cato De re rust. c. 1, 4, 5. 10, 11, 136. 5 Ep. III 19: «hac penuria colonorum.» VII 30: «adeo rarum est invenire idoneos conductores.»