74 A. Ræder: hvortil hentydes i Liber coloniarum’. Keiseren eiede store faarehjorder, der om vaaren dreves fra Apulien og Calabrien til sommerbeite i Samnium og om høsten atter tilbage til de apuliske keiserlige saltus?*. I Aemilia fandtes lignende keiseren tilhørende saltus’. Ogsaa private saltus fandtes i Italien, noget der fremgaar af Frontin (p. 53), ligesom den veleiatiske alimentærtavle nævner saadanne¢f*. Det er høist sandsynligt, som af Mommsen antydet (cnf. note 3), at den romerske republik har bestyret en stor del af sit italiske jordgods i form af ekstraterritoriale saltus. Det samme har vistnok i ikke ringe udstrækning været tilfælde med de af de romerske stormænd occuperede strækninger af ager publicus; det der blev lagt aabent for occupation var i første linje netop udyrkede, skovbevokste, ikke limiterede strækninger, agri arcifinii. Vistnok forsvandt det meste af disse ved Gracchernes virksomhed; men de havde imidlertid øvet sin indflydelse paa arbeiderforholdene inden deres omraade. Stormændene dyrkede sine possessiones mest ved clienter og andre precariobesiddere’, der svarede en afgift in natura. Her har vi en delvis ny klasse af afhængige coloner. Det er vistnok med den slags coloner fra de fædrene godser, Catilina og Domitius rekruterede sin hær og flaade i borgerkrigenes dage; frie forpagtere staar ikke i det personlige forhold til jordens eier, at de kan bruges paa den maade. Det er vel ogsaa saadanne coloner, Tacitus har for øie, naar han ΤΡ 211 under provinsen Calabria: «οἱ cetera loca vel territoria in saltibus sunt adsignata». ? C. I. L. IX 2438, et dekret fra Marc Aurels tid. 3 Plinius Hist. nat. III 14, 116: «saltus Galliani, qui cognominantur Aquinales,» der forvaltedes af en «procurator ad praedia Galliana» (C. 1. L. III 536). Mommsen, Hermes 15 p. 395 sammenstiller denne indskrift med C. I. L. III 249: «procurator vectigalium populi Romani quae sunt citra Padum»; de nævnte praedia Galliana er da praedia populi Romani, ikke fiskalt gods og skriver sig da fra republikens tid. 4 C. I. L. XI 1147, 6, 72: «saltus... qui suntin Lucensi etin Veleiate et in Parmense et in Placentino et in montibus adfinitis.» De andre i tavlen nævnte saltus er intraterritoriale; cnf. Mommsen, Röm. Staatsrecht III 782. 5. Garsonnet, Histoire des locations perpetuelles (Paris 1879) p. 118.