Brugmann, Grundriss d. vergl. Gramm. 107 i anden Udgave 92 Sider). Det vil sikkert være de fleste Læsere velkomment, at de nu i Brugmanns «Grundriss» finder en ret udførlig Drøftelse af Spörgsmålene om det indoevropæiske Grundsprog, Indoevyropæernes oprindelige Hjem, Slægtskabsforholdet mellem de forskellige indoevropæiske Sprogklasser og det sprogfilosofiske Spörgsmål om Lydlovene. De fonetiske Bemærkninger i § 25—54 vil også være mange velkomne; de giver Bogen en mere populær Karakter, idet de letter Benyttelsen af den historiske Fremstilling af Lydlæren, endskönt de fra et rent videnskabeligt Standpunkt næppe kan siges at høre hjemme her. Bogens egentlige Kærne, den historiske Fremstilling af Lydlæren har fået en Udvidelse ved Optagelsen af Albanesisk blandt de behandlede Sprogklasser; den deraf følgende Forøgelse af Bogens Omfang er ubetydelig (omtrent 15 Sider). I sin Behandling af Albanesisk har Brugmann med rette i det væsentlige fulgt G. Meyer's fortrinlige Fremstilling (Albanesische Studien III); ved Siden heraf har han omhyggelig benyttet de Bidrag til den albanesiske Lydlære, som er fremkomne fra andre Sider, og Brugmann har også selv på flere Punkter ført Erkendelsen videre; Sammenstillingen af düłe med χυλός S. 113 og Forklaringen af ὃ i δαδε, ðjete S. 530 tilhører Brugmann. Bogens væsentligste Forøgelse beror imidlertid på en udførligere Behandling af de Sprogklasser, som allerede var repræsenterede i første Udgave. Anordningen er i nogle få Tilfælde forandret: der er dannet et særligt Afsnit for Diftongerne, som för måtte opsøges under deres enkelte Komponenter; et andet nydannet Afsnit handler om «Vocalismus schwachtoniger Silben» (§ 236—276). Den ørste Udgaves Afsnit « Vocalcontraction in indogermanischer Urzeit» er forsvundet, idet de pågældende Fænomener behandles i Kapitlet «Ablaut»; Nødvendigheden heraf er indlysende, da Aflyden jo kun kan defineres som «Vokalskifte nedarvet fra det indoevropæiske Grundsprog». Fremstillingen af Aflyden er fuldstændig omordnet; i første Udgave havde Brugmann vel advaret imod at lægge for megen Vægt på Opstillingen af et gennemført System af Aflydsrækker og havde betonet, at de forskellige Aflydsfænomener rimeligvis var opståede i forskellige Perioder; men Aflydsrækkerne dannede dog Skemaet for Fremstillingen; i den ny Udgave er Rækkerne fuldstændig fjærnede; der opstilles først Eksempler på de enkelte Alternationer (e:0, 6: δ, Οἵ 0.s.v.), og efter denne rent mekaniske Fremstilling følger så en Tydning af de ievr. Aflydsfænomener; Tydningen indeholder en hel Række forskellige formodede Årsager: Indfiydelse fra Nabolyds sonantiske eller konsonantiske Funktion i samme Ord, Metatheser, Kontraktioner, Forlængelse, Sætningsfonetik, Bortfald af en Diftongs konsonantiske Element, Vokalreduktioner under Indflydelse af Accenten, musikalsk Betoning eller Indfiydelse fra den følgende Konsonants Timbre, Analogidannelser. Dette er udmærket. "Tilbage står kun fuldstændig