108 Holger Pedersen: Anm. af at opgive den meningsløse Benævnelse Afiyd, der stammer fra en Tid, da man nærmest betragtede Vokalskiftet i de germanske stærke Verber som et morfologisk-semasiologisk Sprogmiddel, og da man kun i ringe Grad eller slet ikke havde erkendt, at de samme Vokalskitťter genfindes i de øvrige indoevropæiske Sprog og er nedarvede fra Grundsproget. — Ikke stort andet end en Omordning er Optagelsen af de tre Bezzenbergerske Gutturalrækker, thi Treheden var i Virkeligheden tilstede allerede i første Udgave (første Udgave: 1) ievr. ῳ a) med Labialisering = lat. qu'gr. πὶ 0.8. V., skr /Æ. b) uden Labialisering == lat.lc ΡΥ. %, skr) Æ. 2) ievr. palatalt Æ |== lat. cgr., sk) ç; -— anden Udgave: 1) ievr. g“. 5.3) ievr. q. 8) ievr.palatalt £). Dette tjener ikke til Forringelse af Bezzenbergers Fortjeneste; hvor meget nyt der var i, hans Fremstilling, kan man allerede slutte af den Opposition, som den blev Genstand for fra flere Sider. Men det er et smukt Eksempel på, hvorledes Brugmanns «Grundriss» ofte netop har givet Stødet til de Fremskridt, som Lydlæren senere har gjort. Ligesom alle de anførte Forandringer må betragtes som Forbedringer, således fortjener overhovedet den ny Udgave af Bogen al mulig Ros. Den sammenlignende indoevropæiske Grammatik spænder nutildags over så stort et Område, er udpenslet i så mange Enkeltheder og dyrket af så mange Medarbejdere, at allerede den Fuldstændighed, hvormed Brugmann har benyttet hele den fremkomne Literatur, vil kunne göre et imponerende Indtryk. Men endnu mere må man beundre den sunde og overlegne Kritik, hvis Afgörelser man i de allerfleste Tilfælde vil hilse med ubetinget Tilfredshed. Brugmann skelner overalt skarpt mellem det hypothetiske og det sikre, og hans Kritik svigter ham hverken overfor Forskere, som personligt står ham nær, eller overfor hans egne Arbejder (S. 597 øverst betegnes udtrykkelig en af Brugmann selv udførlig begrundet Formodning som «problematisch»). En fremragende Ævne til at indordne enhver Enkelthed på dens naturligste Plads i den store Helhed er forenet med en Skarpsindighed, som jævnlig fører Erkendelsen et Skridt videre fremad. Denne Anerkendelse af Bogens Fortrin udelukker dog ikke, at man i en hel Række Enkeltheder kan have en afvigende Anskuelse. Det var oprindelig mit Ønske her at fremdrage et Punkt, som forekommer mig at være af Interesse også for videre Kredse, nemlig Forøgelsen af det Antal Lyd, som tilskrives Grundsproget._ Der opstilles nu ved Siden af det ievr. o, ð et ievr. ὦ, a, og ved Siden af ievr. s antages et ievr}. Mine Bemærkninger i denne Anledning lader sig imidlertid ikke sammentrænge således, at de kan rummes indenfor den her givne Ramme. Jeg må derfor nöjes med at sige, at jeg betragter disse ny Adskillelser som forfejlede; jeg håber snart på et andet Sted at få Lejlighed til at begrunde denne Dom. Iøvrigt skal jeg