Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 183 literatur» (472 fgg.) har samlet en mængde gode og vigtige oplysninger; «Apri-digtene» (469 fgg.) er temmelig spidsfindigt og öjensynlig fremtvunget af theorien om den fossile «regngud», men indeholder (481 fgg.) en interessant undersøgelse om vanaspati og svaru og deres forhold til yupa. — 1 «Tvashtar og Soma» (427 fgg.), som er udmærket (frasét et par gengangere 433 og 437), vil han ganske borteliminere Tvashfar’s sön Viçvarīpa af RV. Det forekommer mig dog, at på de to eneste steder, hvor Tvāshźrá Viçvárūpa står sammen, kan man vanskelig undgå at få det indtryk, at der bagved udtrykket ligger forestillingen om en person, men at digteren i de samme ord har villet tillige antyde V.’s opfattelse. Dette må jeg forbeholde mig at komme tilbage til ved en anden lejlighed. VII. «De to Açvin’er»? (485—526). Jeg kan ikke sé det underlige i, at alle ere enige om at identificere Açvin’'erne med Dioskurerne (486), så meget mindre som V. faktisk nødes til selv at göre det (523). Afsnittet er i det hele mærkværdig ordnet (det minder meget om afsnit IV ovenfor), idet forfatteren i virkeligheden i slutningen tager det tilbage, som han med störste sikkerhed har fremsat i begyndelsen, uden tvivl på grund af fornyede overvejelser og ny påvirkninger; forméntlig burde begyndelsen så ikke være bleven stäende uforandret. Açvin’erne skulle være «regnguder» (486; Pushan går med i købet, 491, 522). — 493 indrömmes det, at de «i RV selv mindre ere end have været [1] regnguder» (jf. 521: «hermed skal ikke være sagt, at Açvin’erne ikke ere regnguder») — fordi de strömme med ηϊάσ δι, som på 489 skal være = «regn», men 520 fgg. med mere rimelighed sættes — «dugg» eller «honningdugg», men som i virkeligheden betyder «mjød» eller «honning» og kommer altfor constant igen til, at der kan menes noget som helst andet? — og (493) «hvad der iøvrigt siges om Açvin'’erne lader sig uden större [1] vanskelighed forene med deres væsen som regnguder»: deres mirakler ere (501) «en ligefrem omskrivning af regngudens befrugtende virksomhed» — det allerede her optrædende og senere ofte genkommende «tror jeg» viser 1 Trita kan, som bekendt, ikke betyde «3dje» (430), skönt det har fremkaldt pendanterne Ekata og Dvita. Trods det farlige ved at göre mig skyldig i «sammenligneri» kan jeg ikke dy mig for at minde om 7ριτογένεια, Τρίτων og Ἀμφιτρίτη, der alle, ligesom Trita Αρίγα, have noget med vandene at göre, den første i himlen ved sin fødsel, de to andre 1 havet. Dermed skal ikke være negtet, at det måské oprindelig kan have haft betydningen «3dje». ? At aflede navnet af āçú (ikke ἔαρι, 487) er umuligt. 3 En enkelt gang nævnes tillige «smör»; at dette uden videre skulde kunne være = «regn» = «mjød», kan selvfølgelig ikke sluttes af VIII 5, 6. 1112, 12 og I 116, 9 ere bestemte mirakler (Impf.); det sidste lyder: «I skubbede (Impf.) brønden hen, I gjorde [at den for fremtiden, Pf., vendte) bunden i vejret [og] mundingen på skrå; der strömmede (Impf. uden augment) for Gotama (Genitiv) ligesom vande til læskning til 1000-foldig rigdom for den tørstende (Dativ; man kan både «tørste» efter læskning og efter rigdom)», altså forekommer «vandene» her kun i en sammenligning. — Skulle Açvin’erne på den konto være «regnguder», måtte vist alle guder være det; alt godt stammer jo i sidste instans fra vandene, og alle guder have direkte eller indirekte med disse at göre.