182 S. Sørensen: Anm. af i analogi med hans, ganske vist, falske anvendelse af Parjanya 398 fgg burde have afskrækket ham fra også at digte Tvashéar om til det samme): er da Indra også «sjæledyrkelse» (han er jo netop den eneste, der «i Rigveda-tidens slutning holdt stand mod de ny tanker», 426)? kort s agt hvorfor V. med vold og magt vil have, at Tvashźar, som han selv kalder en «offergud» (481) og som i al fald ikke er en Vodskovsk «naturgud» i RV (388), oprindelig skal have været en «naturgud» i Vodskovsk forstand. Det er jo muligt, at V. vil klare det altsammen; men det er didaktisk uforsvarligt at sætte så mange gåder for os, da vi endnu ikke ere forberedte til at løse dem. Hvad forholdet mellem Tvashźar og Ribhu'erne angår, synes Pischel . mig at have ret (425) og RV IV 33 virkelig at sige det samme som 1 161; ja, man behøver egentlig ikke at göre om på verbernes betydning: han «priser» måske dog virkelig deres ord, «misunder» dem deres gerning. Der er altså intet «bevis for, at Tvashfar'’s førhold til Ribhu'erne ikke var gammelt...» Afsnittene «Tvashźar og Indra» (438 fgg.) og «Er Tvashźíar Indra’s fader?» (445 fgg.) ere i det hele fortræffelige’, «Tvashžéar’s datterbryllup» (458 fgg.) er interessant og skarpsindig; «Tvashfar's stilling i den senere kløver skyerne, men dræber Vritra; at denne ikke ligger i (eller er) skyerne, men på bjergene; at Indra ikke «udsender regnen», men frigiver vandene 9: floderne (ikke mindst de jordiske); at han ikke bruger «lynet», men vajra'en (en slags kölle eller hammer); at det ikke (eller så godt som ikke) er ham, men navnlig Dyaus, der tordner; at den eneste specifikke regngud i RV er Parjanya og lynguderne Marut'erne; alt dette fremgår uimodsigelig af den constante brug af de pågældende udtryk. — V. betragter det som urimeligt, at nogen vil benegte, at Thor er tordengud (S. V); men han vil dog vist indrömme, at tordenen spiller en forbavsende lille rolle i Thor’s virksomhed, og at hans egentlige beskæftigelse er at slå jætter ihjel, mens han slet ikke bruger sin hammer til at tordne med; hos mig og mine lige kunde hans navn dog endnu vække skrupler; men for V. betyder «gloser» jo intet. — Jeg mener, man bör tage de rént personlige guder og deres bedrifter bogstaveligt, da de vise os, hvad folk på deres tilblivelsestid havde brug for efter deres kendskab til verdens indretning, mens man ved at ville lave dem om efter regn- og tordentheorierne etc. gör sig skyldig i en anachronisme, idet man glemmer, at de forhistoriske tiders kosmologiske problemer (og dem skulde efter min mening den gang religionen også løse) vare ganske andre og flere end vore (f. ex. hvorfor himlen ikke faldt ned pä jorden; hvorledes solen kommer op på himlen; hvorfra floderne komme; hvorfra lynet og ilden kommer; hvorfor dyr, planter etc. altid have constante former og farver, m. m.). Når Indra i den efter-Vediske tid mister sin betydning (for det gjorde han, skönt V. mener det modsatte — han blev nemlig rationaliseret sammen med Parjanya, og Vritra med sine bjerge altså naturligvis med skyerne), så kom det simpelthen af, at han i sin Vediske skikkelse var umulig på grund af det meget videre blik på universet og naturen, som havde arbejdet sig frem (jf. også V. selv 503 fgg.). τ Om RV IV 18 har jeg et andet sted, skönt jeg i realiteten kommer ganske til samme resultat som V., gjort et noget andet synspuukt gældende, som mäåské endnu fortjener at tages under overvejelse ; jeg er nemlig tilböjelig til at tro, at III 48 og IV 18 alligevel på en måde have noget med hinanden at göre.