190 N. Bøgholm: Replik. vergessen, das in vielen deutschen mundarten kurzes und langes αὶ eine gutturale oder geradezu o-artige geltung haben, was bei der übernahme der worte bestimmend sein konnte. An eine frühere entrundung und dann wieder eingetretene rundung des englischen o und ὁ, wie sie Vietor anrimmt, glaube ich ebenso wenig wie Luick. Göteborg, 19. dec. 1897. F. Holthausen. Replik. Det første punkt i prof. Holthausens Erwiderung skal jeg ikke opholde mig videre ved, da min lille à-propos bemærkning i anmældelsen s. 143 beroede på en misforståelse af det uklare sted hos H. Tysk /rack skulde ikke sige andet end at det korte eng. o akustisk lå nærmere ved tysk a end ved ty. o (således som H. også mener). Men min antagelse af overgangen 01» støttes af flere ord. Således haves ne. síruck, oe. strac me. strok deraf forkortelse på me.; den ikke forkortede form stroke findes jo også i ældre ne.; sírok gav da struck som non gav none. Her kan man ikke gribe til den udvej at antage et dialektalt u, da man foran ἃ ved forkortelse får [u]. Ne. among oe. onmang (onmong) med D men ne. long oe. lang (long) med å, første ord udviser den af H. benægtede overgang; foran ng indtrådte jo i me. forkortelser. Me. har 4 forskellige ø-lyd: 1) oe. ἃ me. Ὁ under visse betingelser Ὁ *) oe. ø (a) me. Ο foran ng *) oe. 9 me. ọ (jvf. Sweet A Short Historical Engl. Grammar 8 181) og endelig *) oe. ὁ når det blev forkortet på me. Således haves ne. done oe. gedōn; den antagelse at tidl.-ne. dun skulde være forkortet og senere få -lyden støder på flere vanskeligheder: foran n plejede der ikke at indtræde forkortelse; selv den dag i dag er dog [su'n] almindeligere end [sun]. Analogidannelse foreligger ikke; [du'n] måtte langt snarere gennem præsensformerne få støtte for sit ἃ. Derfor ligger følgende udviklingsrække nær for hånden; oe. ὁ. me. Ὁ. 9, ne. Ὦ. Måske foreligger samme udvikling i ne. must, oe. mōõste; i hvert tilfælde er det en me., ikke ne., tendens at forkorte foran sé; dog ved dette ord kommer den ubetonede stilling i betragtning. København, 1. Marits 1898. N. Bøgholm.