10 Karl Hude: Et par bemærkninger til Thukydid. domme i modsætning til hinanden; men hvis dette er tilfældet, må ordene ἐν αὐτῇ τῇ ἀκροπόλει ikke forbindes med verbet ἔστι, men med τὰ γὰρ ἱερὰ, således at der efter disse ord indskydes et tà. Meningen bliver da: «ti de på selve borgen liggende helligdomme tilhører også andre guddomme». Det forhold, at byens hovedguddom Athene havde sine helligdomme i byens kærne og naturlige fæstning, er nemlig ikke noget egenligt bevis for, at bebyggelsen i den ældste tid var indskrænket til borgen og dens sydlige omgivelser; et sådant ligger derimod i den omstændighed, at også andre guders helligdomme var anlagte på borgen selv. II 16, 1. τῇ te οὖν ἐπὶ πολὺ κατὰ τὴν χώραν αὐτονόμῳ οἴκήσει μετεῖχον οἱ ᾿Αϑηναῖοι, καὶ ἐπειδὴ ξυνῳκίσϑησαν, διὰ τὸ ἔϑος ἔν τοῖς ἀγροῖς ὅμως οἱ πλείους τῶν τε ἀρχαίων καὶ τῶν ὕστερον μέχρι τοῦδε τοῦ πολέμου πανοικησίᾳ γενόμενοί τε καὶ οἰκήσαντες, οὐ δᾳδίως τὰς ἀναστάσεις ἐποιοῦντο... .1 Saaledes er den håndskriftlige overlevering, som J. H. Lipsius har forbedret betydeligt ved med benyttelse af nogle steder hos efterlignere at flytte παγνοικησίᾳ ned foran τὰς ἀναστάσεις. Men der er værre ting tilbage, den umulige konstruktion οἰκήσει μετεῖχον og den falske modsætning mellem de ved τε 0g καὶ modstillede led. Krügers fine sprogtakt lod ham se, at καὶ må være også og at følgelig τε οὖν måtte rettes til det efter digressjonen normale δ᾽ οὖν"; efter et forslag af Driessen slettede han da μετεῖχον (Köstlins forslag (fs) μετεῖχον fortjener næppe omtale”). Nu kan man ganske vist tænke sig den mulighed, at en sen læser, der forstod καὶ som og, savnede et hovedverbum til det første led og fandt på at tilføje μετεῖχον, som han mærkeligt nok lod styre dativ; men der findes dog måske en udvej til at redde ordet. I sig selv er τῇ .... οἰκήσει forstäeligt som grundens dativ; men det kunde dog fuldt så godt slutte sig til et passivisk participium. Jeg tror, at rettelsesforsøgene bør gå ud på at finde et sådant, og jeg vil selv anføre et, der er faldet mig ind og som nok kunde passe i meningen: κατεχόμενοι (forskrevet til μετεῖχον ot), bundne (retenti). Ombytning af κατ og uer findes f. ex. VIII 72, 2 (i det bedste håndskrift), og hvis -εχόμεγνοι var blevet delt til -εχομεν οἵ, lå det ikke fjærnt at rette til -εἴχον. τ Selv en flygtig betragtning af det kritiske apparat vil vise hyppigheden af de to smāäords forvexling. ? Herwerdens nyeste (fs πάλαι) μετεῖχον er uantageligt, da der går ἐπὶ πολὺ forvejen; Dobrees rettelse ἐπεῖχον, der vel skal betyde: λοίαέ Jast ved, vilde kræve at ἐπὲ πολὺ stod efter οἰκήσει.