32 Harald Høffding: Anm. af første Haand om en af de mærkeligste Udviklingsprocesser, der er gaaet for sig paa Aandslivets Omraade, nemlig om den Maade, paa hvilken den antike Tænkning udvidedes og omformedes under Indfiydelsen af de nye historiske og sociale Forhold efter Alexander den Stores Død. Resultaterne kende vi gennem Fragmenter og gennem anden Haands Fremstillinger; men det havde været af stor Betydning, om vi havde kunnet følge Udvidelsen og Omformningen i det enkelte. Det er den stoiske Filosofis Historie, til hvilken denne kulturhistoriske Bevægelse er knyttet, og der er i de senere Aar fra flere Sider gjort et fortjenstfuldt Arbejde for at belyse Forholdet mellem de forskellige Stadier i denne Skoles Udviklingsgang. Tidligt maatte man blive opmærksom paa Forskellen mellem Kejsertidens Stoikere (Seneca, Epiktet, Marcus Aurelius) og de tidligere Stoikere. Men ogsaa her har fornyet og nøjagtig Undersøgelse kastet nyt Lys. Især er Bonhöffers fortrinlige Arbejde «Die Ethik des Stoikers Epiktets» (Stuttgart 1894) at nævne. Inden for de tidligere Stoikeres Rækker er der ved forskellige Arbejder, blandt hvilke særligt Sc/mekel: «Die Philosophie der mittleren Stoa» (Berlin 1892) er at nævne, blevet paavist en karakteristisk Forskel mellem den Gruppe af Tænkere, der repræsenteres ved Panaitios og Poseidonios, og den stoiske Skoles Fædre, Zenon, Kleanthes og Krysippos. Det er netop her den mærkelige Udvidelse og Omformning foregaar, hvorpaa Stoicismens egentlige verdenshistoriske Betydning beror. Det foreliggende Skrift slutter sig til hele denne Række af Undersøgelser ved særligt at beskæftige sig med Stoicismens Grundlæggere. Den «gamle Stoa» staar altsaa i Bogens Titel som Modsætning til den «mellemste» Stoa i Titelen paa Schmekels Værk. Lige som de nævnte Værker berigtiger det paa flere Punkter Zellers berømte Fremstilling. Stoicismen er, hævder Forf., ikke at forstaa helt ud fra den græske Filosofis tidligere Udvikling. Forholdene efter Alexanders Erobringer førte med sig, at de enkelte Individer dels bleve mere henviste til sig selv, idet Statslivet ikke saaledes som før lagde Beslag paa dem, dels ogsaa fik Blikket aabnet for en større almenmenneskelig Horizont. Inderlighed og Kosmopolitisme ere karakteristiske Træk i den stoiske Livsopfattelse. Dertil kommer endnu de første Stoikeres Herkomst fra halvorientalske Byer. De mødte over for den græske Tænknings Traditioner og Problemer med et andet Temperament end deres Forgængere. I Bogens Kap. IV (Die geschichtliche Stellung der alten Stoa) gives en interessant og særdeles velskreven Karakteristik af den begyndende Stoicisme. Den egentlige Opgave, Forf. har stillet sig, synes at være en nærmere Paavisning af Forholdet mellem de tre første Stoikere, særligt af Krysippos’ Stilling. Efter Forf. var Krysippos for