sl e Dyroff, Die Ethik der alten Stoa. 33 Zenon, hvad Platon var for Sokrates. Han har i sin overordentlig frugtbare Forfattervirksomhed ikke blot sat Stifterens Tanker i System, men ogsaa paa mange enkelte Punkter udformet, tilspidset eller afrundet dem. Paalideligt biografisk Stof er der ikke meget af angaaende de tre Mænd. Men Forf. gør opmærksom paa, at de mange overleverede Anekdoter for saa vidt gøre et paalideligt Indtryk, som de give os bestemte Karakterer: «Zenon fremtræder som bevægelig, slagfærdig, energisk, kort, stedse forudseende Modstanderens Svar, — Kleanthes som tung og brav, — Krysippos som den selvbevidste Mand og som den Boglærde» (p. 340). Krysippos’ Virksomhed for en systematisk Fremstilling af sine Forgængeres Grundtanker have vi allerede et Exempel paa ved selve Etikens Inddeling, idet han, efter hvad Diogenes Laertios (VII 84) angiver, satte en kunstigere Inddeling i Stedet for den simplere, som Zenon og Kleanthes havde fulgt. Det nævnte Sted hos Diogenes underkaster Forf. en nærmere Undersøgelse, navnligt for at udfinde, hvorledes de forskellige Underafdelinger, der omtales, maa tænkes fordelt paa de tre Hovedafsnit (περὶ ὁρμῆς, περὶ ἀγαϑῶν καὶ κακῶν, περὶ παϑῶν), i hvilke Krysippos skal have delt Etiken. — Den samme systematiske Tendens fremtræder i hans Inddeling af «Mellemtingene» i tre Klasser (naturmæssige, naturstridige og saadanne, der hverken ere naturmæssige eller naturstridige), hvorved han dog egentlig gjorde det fra selve det stoiske Standpunkt betænkelige og inkonsekvente Begreb om visse «Mellemting», der dog skulde have virkelig Værdi og for saa vidt være mere end <«Mellemting», endnu mere uholdbart. Han har her villet forsvare sin Mester; allerede Zenon har (maaske i sin senere Tid, se Cic. de fin. IV 20, 56) antydet en saadan Inddeling. — Ved Spørgsmaalet om, hvor vidt der kun gaves én eneste Dyd eller flere, har Krysippos givet nærmere Bestemmelser til Afhjælpelse af den Uklarhed, der blev tilbage hos Forgængerne. Den gammelstoiske Definition af Dyden bestemte denne som en fast og med Fornuften stemmende Tilstand i en herskende Del af Sjælen, og i Tilslutning til Sokrates og Kynikerne lagde Zenon saa stor Vægt paa Tankens Energi som det ene væsentlige, at det ikke blev klart, hvorledes han kunde optage den bekendte platoniske Forskel mellem fire Hoveddyder. Zenons Discipel Ariston erklærede denne Forskel for en blot Navneforskel, da den ellers var uforenelig med Dydens Enhed under alle Former. Krysippos har saa søgt at løse Pro. blemet ved at skelne mellem Dyd som Slægtbegreb og som Artsbegreb: som Slægt er Dyden en, men den fremtræder med mange Artsforskelligheder. Krysippos benyttede denne Distinktion i den Grad, at Plutarkh bebrejder ham, at han har antaget en hel Bisværm af Dyder. — Ved sin store Lyst til Inddelinger og Distinktioner gør Krysippos et noget skolastisk Indtryk, og det Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VII. 3